Gentofte udarbejder ny helhedsplan for varmeforsyningen

Gentofte udarbejder ny helhedsplan for varmeforsyningen
To mænd taler ved en udgravning med fjernvarmerør på en villavej (Illustration: AI-genereret)

Det var til stor ærgrelse for både Kommunalbestyrelsen og de gentofteborgere, der havde set frem til fjernvarme, da kommunen i juni 2026 måtte stoppe den planlagte udbygning af fjernvarme i de områder, hvor arbejdet endnu ikke var sat i gang. Nu er der nyt.

Baggrunden for beslutningen var markante stigninger i anlægsomkostninger til rør, gravearbejde, entreprenørydelser og materialer samt manglende varmekapacitet i rørene, som kræver så massive investeringer, at planen fra 2021 ikke kunne fortsætte inden for lovens rammer.

Nu har Kommunalbestyrelsen taget et vigtigt skridt videre og afsat penge til at få udarbejdet en ny helhedsplan i samarbejde med Gentofte Gladsaxe Fjernvarme og CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab). Arbejdet kommer til at forløbe i fire spor:

  1. Bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet: Det skal undersøges, om den eksisterende fjernvarmeinfrastruktur kan udnyttes mere effektivt, så der frigøres kapacitet til flere kunder.
  2. Mere varmekapacitet: Mulighederne for at etablere ny varmeproduktion og udbygge infrastrukturen skal analyseres. Det omfatter blandt andet en mulig varmeakkumuleringstank ved Nybrovej, opgradering af pumper og distributionsnet, samt et eventuelt samarbejde med Vestforbrænding om overskudsvarme.
  3. Fjernvarme i udvalgte områder: Kommunen og forsyningsselskaberne vil kortlægge, hvor og hvornår det eventuelt kan blive muligt at etablere fjernvarme, med fokus på tæt bebyggede områder.
  4. Andre fælles varmeløsninger: I områder, hvor hverken fjernvarme eller individuelle varmepumper umiddelbart er mulige, skal alternativer som fælles varmepumper og termonet undersøges.

Borgmester Michael Fenger udtaler: “Vi ville meget gerne have fortsat udbygningen af fjernvarmen som planlagt, men manglende varmekapacitet og behovet for store nye investeringer gjorde det ikke muligt inden for lovens rammer at fortsætte efter den tidligere plan. Derfor har vi nu igangsat et nyt arbejde, hvor vi undersøger mulighederne for en god og robust varmeforsyning, selv om det desværre ikke kan løses med et snuptag.”

Helhedsplanen forelægges Kommunalbestyrelsen senest medio 2027, og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget vil følge udviklingen tæt. Grundejerforeninger i de berørte områder vil løbende blive involveret og orienteret.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier