Fra på mandag d. 15. marts åbner IKEA Gentofte igen for, at kunderne kan besøge og handle hos varehuset, der har været lukket siden 17. december. Det kræver, at man på forhånd booker en tid pga. de nuværende COVID-19 restriktioner. Kunder, der ønsker at besøge varehuset i Gentofte, kan booke tid på IKEA.dk, der giver adgang til frit at handle i 60 minutter pr. booking.

IKEA åbner, foto: IKEA

”Vi glæder os til at byde vores kunder indenfor igen – også selvom det kun er i begrænset omfang. Vi opfordrer til, at alle passer godt på hinanden, holder afstand og har tålmodighed, hvis der skulle opstå ventetid. Vi vil gøre alt for at give vores kunder en god oplevelse og samtidigt overholde myndighedernes anvisninger,” siger Fatima Gustafson, varehuschef i IKEA Gentofte, hvor op til 250 kunder kan handle samtidigt fra d. 15. marts.

Når IKEA Gentofte igen åbner for kunder, vil det også være muligt at returnere varer. Det kræver også en tidsbestilling via IKEA.dk. Kunder der ønsker både at returnere varer og handle hos IKEA skal booke to særskilte tider til det.

IKEA Gentofte opfordrer til, at kun en person pr. hustand besøger varehuset. Hvis der er behov for at flere fra samme husstand besøger varehuset samtidig, vil det kræve én booking pr. person.

Læs mere og book tid til at besøge IKEA Gentofte på IKEA.dk

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box