Automatiktekniker Jenny Marie Stensby fra Gentofte er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2018 uddeles torsdag den 27. sept. i Den sorte Diamant København. Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i hyldesten af de 25 dygtige lærlinge fra hele landet, skriver Industriens Uddannelser i en pressemeddelelse.
Det er 16. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Prisoverrækkelsen, der er en af de vigtigste hyldester af faglærte, finder sted den 27. september i Den Sorte Diamant i København.
Foruden de dygtige nyuddannede svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.
Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for Jenny og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.
Jenny har gået på TEC og været i lære LEO Pharma. Hun er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:
– Jenny er flittig og fagligt dygtig, og hun besidder en nidkær higen efter ny læring og nye kompetencer, som har resulteret i, at hun, som den første udfordring efter svendeprøven, står i spidsen for et større opgraderingsprojekt i et produktionsafsnit hos LEO. Jenny er oprindeligt fra Norge, og hun er født døv, men på trods af de to sproglige udfordringer, har Jenny gennemgået sin læretid med stor entusiasme, samtidig med at hun har fungeret fantastisk socialt i klassen.
Selv giver Jenny følgende bud på, hvorfor netop hun har skilt sig ud blandt de mere end 270 indstillede:
– Selvom jeg ved, at noget information går tabt på grund af min hørelse, nægter jeg at give op og arbejder ekstra hårdt og dedikeret. Samtidig har jeg fået uvurderlig og god vejledning fra mine dygtige og søde kolleger.
Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i arrangementet og vil sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne og hver især holde tale.
Dit Gentofte siger tillykke.