Kæmpe forskel på drenge og piger

Ny dansk bog om børn og unges forhold til computerspil afslører, at det stort set kun er drenge, der udvikler afhængighed

Er der forskel på drenge og piger ved en computerskærm? Ja. Og endda i helt ekstrem grad, når det gælder risikoen for at udvikle afhængighed af computerspillene.

Det fremgår af den nye bog “Hjælp! – Spillet ta´r mit barn”, som er skrevet af Jan Kjær og handler om, hvordan forældre kan skabe gode og sunde spil- og skærmvaner i hjemmet for børn og unge.

Afhængig af comnputerspil, foto: Jan Kjær

Bogen afslører, at omkring 8 procent af unge mellem 8 og 18 år opfylder kriterierne for at få stillet diagnosen spilafhængighed. Heraf er hele 94 procent drenge, mens kun 6 procent er piger. For hver pige er der altså 16 drenge!

“Hjælp! – Spillet ta´r mit barn” er en inspirerende og informativ bog, som er skrevet for at klæde forældrene på til de kampe og konflikter, der næsten dagligt udkæmpes i de danske hjem om børnenes tidsforbrug bag computerskærmen. Dilemmaet er, at mange af spillene har gode sociale og pædagogiske kvaliteter, men på den anden side kan et for voldsomt tidsforbrug bag skærmen forstyrre nattesøvnen, lektierne, den fysiske aktivitet og ikke mindst samværet med venner og familie. I værste fald kan spillet føre til en adfærd, der kan minde om afhængighed.

Ifølge forfatteren bør forældrene overveje at sætte nye rammer, når der kan svares “ja” til disse tre spørgsmål: Har dit barn svært ved at slukke for computerspillet? Er spillet blevet årsag til konflikter i hjemmet? Vælger dit barn spiltid frem for familietid?

Jan Kjær (48 år) er prisbelønnet forfatter med speciale i børnekommunikation, og han er desuden far til en 9-årig dreng, der er vild med at spille computerspil. Han besluttede derfor at sætte sig ind i litteraturen og forskningen på området for at kunne hjælpe og inspirere sin søn til at få sunde spilvaner. Det er resultaterne af denne research og proces, der nu er udkommet i bogform. Bogen fortæller blandt andet om de forskellige computerspils psykologiske fastholdelsesmekanismer, og den giver svar på, hvor grænserne mellem de sunde og de usunde vaner går. Sidst i bogen får forældrene 10 konkrete guides til, hvordan de kan skabe gode spilvaner for børnene.

Bogen er blevet til i nært samarbejde med psykologen David Madsen, der er en af Danmarks mest erfarne behandlere af spilafhængighed.

Fakta:

Titel: “Hjælp! – Spillet ta´r mit barn”

Forfatter: Jan Kjær. 48 år. Forfatter og foredragsholder. Prisbelønnet med speciale i børnekommunikation. Har skrevet 57 bøger og er udkommet i 15 lande.

Medforfatter: David Madsen. 35 år. Uddannet psykolog. Har desuden en uddannelse i terapiformen Acceptance and Commitment Therapy, der understøtter det meningsfyldte liv. Medlem af Aarhus Byråds udvalg for unges digitale vaner.

Forlag: AGAMA

Sider: 142

Pris: 199 kroner

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier