Køb kun lovligt fyrværkeri

Hvert år oplever politiet desværre en del eksempler på ulovligt fyrværkeri, som ikke blot er strafbart at være besiddelse af, sælge og købe, men det er også ofte utroligt farligt. Politiet og Toldstyrelsen beslaglægger hvert år store mængder ulovligt fyrværkeri, herunder blandt andet kanonslag og chrysantemumbomber.

“Ulovligt fyrværkeri er meget farligt, og vi har tidligere set en del grimme eksempler på dette. Fra torsdag er det lovligt at købe fyrværkeri fra godkendte salgssteder i Danmark, og mit råd er helt klart, at man holder sig til udelukkende at købe fyrværkeri fra disse steder. Køb aldrig fyrværkeri i udlandet, og køb aldrig fyrværkeri fra ikke godkendte salgssteder – det er ulovligt, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Koncernkommunikation.

I Danmark skal alt konsumfyrværkeri, som er det fyrværkeri, der bliver solgt til den almindelige forbruge, være CE-mærket – mærkning og brugsanvisning skal ligeledes være på dansk. Professionelt fyrværkeri må ikke affyres uden tilladelse. Har du viden om, at nogen har købt eller handler med ulovligt fyrværkeri, så kontakt politiet. Hvis du ved et tilfælde finder farligt fyrværkeri, der er efterladt, så lad være med at røre ved det, men kontakt i stedet politiet.

Fra den 15. december er det tilladt at købe lovligt fyrværkeri, og det må affyres fra den 27. december til og med den 1. januar 2024.

Fyrværkeri affyret bevidst mod andre er strafbart
I december 2020 blev straffen for at affyre fyrværkeri mod andre skærpet, og det kan ende med en fængselsstraf, hvis man er skyld i, at nogen kommer til skade eller dør ved ulykker med fyrværkeri.

“Det er fuldstændig uacceptabelt og ulovligt at affyre eller bruge fyrværkeri mod andre – ikke mindst mod beredskabspersonale og politi, som vi tidligere har oplevet. Straffen for at skyde og kaste fyrværkeri mod politi, brandvæsen, ambulancer eller andre i offentlig tjeneste blev for et par år siden skærpet med en tredjedel,” siger politiassistent, Christian Berthelsen, Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Strafskærpelsen på en tredjedel ligger sig oven i nedenstående strafniveau:

Straffen for at angribe personer i offentlig tjeneste er typisk i niveauet fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 9 måneder.
Straffen for forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv. er typisk i niveauet 10-60 dage.

Brug fyrværkeri med omtanke
Fra den 27. december til og med 1. januar 2024 er det tilladt at fyre lovligt fyrværkeri af, men husk at gøre det med omtanke. Tag hensyn til mennesker og dyr og hold dig til Sikkerhedsstyrelsens fem gode råd:

1. Brug altid beskyttelsesbriller
2. Brug kun lovligt, godkendt fyrværkeri og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
4. Hold sikkerhedsafstand og læn dig aldring ind over tændt fyrværkeri
5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier