Ny kampagne sætter fokus på sikker kørsel i blæsevejr

Hvert år vælter vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen. Det skaber kø for mange tusind bilister og samtidig farlige situationer – både for føreren af det væltede køretøj og for de øvrige trafikanter.

Ved at informere bredt ud om reglerne for vindfølsomme køretøjer er håbet, at flere chauffører vil være i stand til at vurdere, om deres køretøj er vindfølsomt. Reglerne er baseret på Sund & Bælts analyser og dybe viden om, hvordan blæst påvirker kørslen.

Samtidig har Sund & Bælt et stort ansvar for at sikre, at det altid er forsvarligt for trafikanterne at passere broen og sikre, at forbindelsen er åbne for trafik. Derfor tager kampagnen også afsæt i en stramning af den gældende anbefaling til trafikanterne.

– Vi ændrer nu vores tidligere anbefaling om at fraråde vindfølsomme køretøjer at passere Storebælt i kraftig blæst til et forbud. Der er altså ikke længere tale om en ”anbefaling”, men at Sund & Bælt som ejer af Storebæltsbroen har forbudt færdslen med disse køretøjer. Det betyder, at det ikke er op til den enkelte chauffør at vurdere om passage af broen er forsvarligt, men at et vindfølsomt køretøj skal efterleve dette forbud uden videre.

Ved at stramme op på ordlyden ønsker Sund & Bælt at sende et stærk signal til chaufførerne.

– Vi oplever desværre, at rigtig mange chauffører med fx en tom trailer eller en tom sættevogn på lastbilen kører ud på broen, selvom vi fraråder det. Det kan have store konsekvenser for de øvrige trafikanter, hvis ens køretøj vælter – og dermed spærrer for den øvrige trafik. Det vil vi gerne lave om på, siger Kim Agersø Nielsen, chef for vejanlæg i Sund & Bælt.

Sund & Bælt vil via kampagne og direkte henvendelser til transportbranchen oplyse om forbuddet. På storebaelt.dk findes en oversigt med typer af køretøjer, der er vindfølsomme.

Sund & Bælt informerer via skiltning ved og før broen, når det blæser kraftigt. Hjemmesiden Storebaelt.dk oplyser altid om gældende status for vind, ligesom det er muligt at tilmelde sig bromeldinger på sms eller mail med varsling om vind.

Regler for et vindfølsomt køretøj

Vindfølsomme køretøjer er fx høje trailere, lastbiler uden eller med let last samt påhængsvogne til lastbiler og i nogle tilfælde også campingvogne.

Særligt tværvinden er problematisk – altså når vinden kommer fra siden. Og ved pylonerne og ankerblokkene kan kraftige vindstød ofte give voldsomme ryk i køretøjerne, som skaber farlige situationer.

Allerede ved 10 m/s skal vindfølsomme køretøjer være særligt opmærksomme, når de kører over broen. Når vinden kommer over 15 m/s og sidevind forbyder Storebæltsbroen kørsel over broen for vindfølsomme køretøjer, og hvis vinden når de 25 m/s med blæst af stormstyrke, indstilles al biltrafik på broen.

Læs mere her

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier