
Gentofte Kommune igangsætter den 1. juni et trafikforsøg med midlertidig vejlukning ved Gisselfelds Allé og Hesselvang. Formålet med forsøget er at mindske den gennemkørende trafik på de mindre boligveje og skabe bedre forhold for cyklister, fodgængere og beboere.
Der har været dialog med beboere i området omkring Heslegårdsvej, Hesselvang, Hesseltoften og Gisselfelds Allé, hvor mange har påpeget, at den gennemkørende trafik skaber utrygge situationer, især i myldretiden. Trafikmålinger viser, at der dagligt kører ca. 1.600 biler og 500 cyklister på Heslegårdsvej.
Som en del af forsøget vil Gisselfelds Allé blive afspærret for biltrafik lige før krydset med Hesselvang, mens cyklister fortsat vil kunne passere. Afspærringen vil blive etableret med betonklodser og skiltning, og større køretøjer vil stadig have mulighed for at vende i området.
Johanne Leth Nielsen, Park- og vejchef, udtaler: “Vi ved godt, at ændringer i trafikken kan være til gene, især for dem der bor tæt på eller dagligt kører gennem området. Men formålet er at skabe mere trygge forhold på nogle veje, hvor der i dag er mange biler og cyklister på relativt begrænset plads.” Forsøget vil vare cirka et halvt år, og kommunen vil følge udviklingen nøje.
De berørte beboere har modtaget orienteringsbreve via Digital Post, og der vil blive opsat midlertidige vejskilte i området for at informere om ændringerne. Gentofte Kommune opfordrer bilister til at være opmærksomme på den ændrede skiltning og følge de anviste ruter.
Spørgsmål kan rettes til Park og Vej på park-vej@gentofte.dk eller tlf. 39 98 81 52.

