Utæthed på spildevandsledningen er nu lokaliseret ved Skovshoved
I januar 2024 rykkede undersøgelsesarbejderne fra den del af ledningen, som befinder sig i Øresund, til at undersøge den del, som ligger under jorden mellem pumpestationen og kystlinjen. Undersøgelserne er her foregået i en udgravning på land, hvor dykkere har arbejdet på at skabe sigtbarhed og lave test på ledningen mellem selve ledningen og ledningens beskyttelseskappe. Der er tale om et yderst kompliceret arbejde, da alle undersøgelser foregår under vand og beton – og i blinde! På grund af slam og ophvirvlet materiale er der nemlig ingen sigtbarhed i vandet, og lækagen er derfor lokaliseret på baggrund af, hvad dykkerne har kunnet føle sig frem til.