Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/02/25-2019/03/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Taske stjålet fra bil

Hellerup: En taske med en bærbar pc, et headset samt en pung med diverse betalingskort er mandag aften mellem klokken 18.30 og 21.30 blevet stjålet fra en Range Rover, som holdt parkeret på Duntzfelts Allé.

Kontanter stjålet fra pengeskab

Hellerup: Et kontantbeløb er mellem fredag klokken 17.00 og mandag klokken 08.00 blevet stjålet fra et pengeskab på et kontor på Tuborg Boulevard. Tyven har muligvis skaffet sig adgang til kontoret ved på et tidligere tidspunkt at sætte en sko i klemme i en dør, så den ikke lukkede helt til.
Forsøgte at bryde ind i bank

Hellerup: En ukendt gerningsmand forsøgte klokken 00.25 natten til mandag at knuse ruden til en bank på Strandvejen. En patrulje kom til stedet og kunne konstatere, at det ikke var lykkedes gerningsmanden at komme ind i banken.

Fordrev ventetid med hærværk

Gentofte: Tre unge i alderen 13-14 år fordrev søndag aften klokken 18.29 ventetiden på bussen med at forsøge at smadre ruden i et busstoppested på Brogårdsvej. De stoppede imidlertid deres forehavende, da bussen kom.

Kørte ind i lygtepæl

Gentofte: En 28-årig mand fra Køge kørte torsdag eftermiddag klokken 17.17 ind i en lygtepæl på Fuglegårdsvej. Manden var ved uheldet påvirket af hash og blev taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Taske stjålet fra bil

Charlottenlund: En taske, som blandt andet indeholdt betalingskort, sundhedskort og en mobiltelefon blev torsdag mellem klokken 15.30 og 15.45 stjålet fra en Volkswagen Golf, der holdt parkeret ved Skovgårdsskolen. Tyven har knust en rude i passagersiden for at få adgang til bilen.

Rat stjålet fra biler

Charlottenlund/Vedbæk: En tyv har mellem onsdag klokken 21.00 og torsdag klokken 07.30 stjålet rattet samt nogle dele fra et integreret navigationssystem fra en Mercedes-Benz, som holdt parkeret på Fortunvej. Tyven har knust den bageste rude i passagersiden for at skaffe sig adgang til bilen. Også en BMW har fået stjålet rattet. Dette tyveri er sket mellem onsdag klokken 22.30 og torsdag klokken 07.24, mens bilen holdt parkeret på Høbjergvej i Vedbæk. Tyven har knust den bageste, venstre siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Bil rippet for udstyr

Gentofte: En BMW 5-serie er mellem onsdag klokken 18.00 og torsdag klokken 06.30 blevet rippet for udstyr mens den holdt parkeret på Ibstrupvej. Her har en eller flere ukendte gerningsmænd stjålet bilens forlygter, rat med airbag, konsol med navigation, radio og andet elektronisk udstyr. Det fremgår ikke, hvordan tyven – eller tyvene – har skaffet sig adgang til bilen.

Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds 28. februar – 1. marts 2019

Navigation og rat stjålet

Charlottenlund: Fra en BMW, som holdt parkeret på Fortunvej, er der mellem onsdag klokken 19.45 og torsdag klokken 06.00 stjålet et integreret navigationssystem samt bilens rat.

Kørte uden kørekort

Klampenborg/Gørløse: En 33-årig kvinde fra København blev onsdag aften klokken 18.35 sigtet for at kørsel uden førerret, da hun kom kørende ad Strandvejen i Klampenborg uden at have kørekort. I Gørløse blev en 29-årig lokal mand også sigtet for kørsel uden førerret. Han kom klokken 18.30 kørende ad Hovedvejen, da han blev standset af en patrulje, som kunne konstatere, at han tidligere havde fået inddraget førerretten på grund af udeblivelse fra en kontrollerende køreprøve.

Anholdt få timer efter tyveri

Hellerup: En 25-årig mand blev anholdt godt to timer efter han havde stjålet smykker fra en guldsmed på Strandvejen. Den 25-årige stjal smykkerne klokken 14.27, hvorefter han løb fra guldsmeden, og fra en nærliggende vej tog han en taxa til København. Han blev imidlertid opsporet af politiet, som anholdt ham i en lejlighed omkring klokken 17.

Kørte uden kørekort

Charlottenlund: En 63-årig mand blev tirsdag eftermiddag klokken 15.50 standset, da han kom kørende ad Kystvejen. Og da han ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Mand anholdt, da han luskede rundt i have

Gentofte: En 37-årig mand blev tirsdag eftermiddag ved 15-tiden anholdt for indbrudsforsøg, efter han var blevet opdaget, da han gik rundt i en have på Herredsvej. Manden løftede blandt andet dørmåtten, undersøgte et rør, som stak ud af væggen og opførte sig i det hele taget mistænkeligt. Han blev set på videoovervågningen på stedet og kort tid efter kunne en patrulje anholde ham.

Rude knust i bil

Hellerup: Mellem mandag klokken 19.30 og tirsdag klokken 08.10 har en ukendt gerningsmand knust venstre siderude i en Mercedes-Benz, som holdt parkeret på Gersonsvej.

Diskussion om p-plads endte med ridse i lakken

Kgs. Lyngby: En 52-årig kvinde fra Hellerup fik ridset sin bil langs hele den ene side mandag eftermiddag mellem klokken 17.35 og 18.45. Kvinden var kørt ind i en parkeringsbås i p-huset ved Lyngby Storcenter, hvor en ukendt mand blev vred på hende, da han mente, at hun var kørt ind fra den forkerte side. Den 52-årige kvinde bad ham om at slappe af og gik fra stedet, og da hun kom tilbage til sin bil, opdagede hun, at den var blevet ridset.

Mænd sparkede dør ind

Gentofte: Tre mænd sparkede mandag eftermiddag klokken 15.50 døren ind til en lejlighed på Stolpegårdsvej. De forlod dog stedet igen, da en 30-årig mand på stedet henvendte sig til dem. De tre mænd beskrives som 175-180 cm høje og iført mørke jakker.

Rat og navigationsanlæg stjålet

Dyssegård: Rat og navigationsanlæg fra en BMW 4-serie er mellem søndag klokken 17.00 og mandag klokken 07.40 blevet stjålet, mens bilen holdt parkeret på Dyssegårdsvej. Det fremgår ikke, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.

Kørte uden kørekort

Lynge: Selvom han tidligere var frakendt kørekortet og ikke havde generhvervet det, satte en 38-årig mand fra Gentofte sig alligevel bag rattet. Han blev imidlertid standset af en patrulje på Slangerupvej søndag formiddag klokken 10.34 og sigtet for kørsel uden førerret.

Penge og telefon stjålet

Charlottenlund: Ved et indbrud i en restaurant på Jægersborg Allé er der mellem lørdag klokken 22.00 og søndag klokken 11.40 stjålet kontanter samt en mobiltelefon. Tyven er kommes ind ved at fjerne låsen i døren til restauranten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev