Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/01/25-2021/02/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Biler stjålet fra autoværksted

Gentofte: Fra et autoværksted på Lyngbyvej er der mellem søndag aften klokken 19.00 og mandag morgen klokken 06.00 blevet stjålet to biler. Tyvene er brudt ind i autoværkstedet, hvor de først har fundet nøglerne til bilerne, som de herefter stjal. Endvidere har flere andre biler på stedet fået smadret deres sideruder. Det er dog uvist, om der er stjålet noget fra disse biler.

Lampe stjålet fra kontor

Gentofte: En lampe er mellem fredag aften og mandag formiddag klokken 10.00 blevet stjålet fra Joca Onlines kontor på Lyngbyvej. Tre mænd er set på stedet, og beskrives som A: 165- 175 cm høj, almindelig af bygning, dansk af udseende, iført blå bukser, sorte sko, grå hættetrøje, sort jakke og mundbind. B: 175 – 185 cm høj, almindelig af bygning med brune øjne, dansktalende, iført grå hættetrøje, sort jakke, sort hue, grå joggingbukser med hvide striber, blå handsker og grå sko. C: 165 – 175 cm høj, almindelig af bygning, sort jakke med hætte, sort halsedisse, sorte bukser og hvide sko. Der er med stor sandsynlighed tale om de samme mænd, der også brød ind i et nabokontor og her stjal indholdet af en pengekasse.

Færdselsuheld

Hellerup: En 45-årig kvindelig bilist fra Nivå påkørte klokken 12.07 en 15-årig ung mand fra Kgs. Lyngby på løbehjul i rundkørslen ved Femvejen. Den kvindelige bilist foretog her et højresving mod Bernstorffsvej uden at orientere sig, hvorved hun påkørte den unge mand, idet han kørte rundt i rundkørslen til Jægersborg Alle.

Den 15-årige brækkede ved påkørslen sin ene ankel, og han blev derfor kørt med ambulance til hospitalet for behandling af sin skade.

Den kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Kørsel i frakendelsestiden

Kgs. Lyngby: På Klampenborgvej standsede en patrulje klokken 14.48 en 58-årig mandlig bilist fra lokalområdet og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne manden dog ikke, da han var frakendt sin førerret, og han blev derfor sigtet for at køre bil trods dette.

Børn på isen

Klampenborg: Klokken 15.25 indløb der anmeldelse om, at der befandt sig personer på isen på Fuglesangssøen, selv om kommunen ikke havde opsat skiltning om, at dette var tilladt. En patrulje kørte til stedet, hvor to personer blev bedt om at komme ind på sikker grund.

Nordsjællands Politi minder om, at det er ulovligt at færdes på isen, med mindre kommunerne har kontrolleret isens tykkelse og har opsat særlig skiltning om muligheden for færdsel på isen.

Solofærdselsuheld

Gentofte: Klokken 15.54 kom en 74-årig kvindelig bilist fra Hundested kørende ad Nybrovej i nordvestlig retning, da hun af ukendte årsager kolliderede med en parkeret sættevogn, som holdt parkeret på stedet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men kvinden blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Idet bilen efterfølgende var i vejen for den øvrige trafik, var vejen kortvarigt afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Hærværk, Dyssegård

Klokken 08.36 blev det anmeldt, at der imellem lørdag eftermiddag og søndag morgen var blevet kastet en golfbold idennem bagruden på en personbil, der havde holdt parkeret på Vangedevej.

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 10.41 anmeldte en forbipasserende, at han havde set to mænd klatre over et hegn på en byggeplads på Stolpehøj.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om et legalt forhold.

Selvom der altså ikke var nogen sag for politiet, skal der lyde stor ros til anmelderen for at kontakte politiet.

Mand slået i bus, Gentofte

Klokken 16.04 anmeldte en 20-årig mand fra Kgs. Lyngby, at han klokken 15.50 havde befundet sig i bus 150S med retning mod Kokkedal Station, da han ved Kildegårds Plads uden varsel var blevet slået i baghovedet af en medpassager.

Gerningspersonen beskrives som: mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 170-180 cm og med kort sort hår. Iført sort jakke. Medbragte en pose eller et net fra Lidl.

Mænd stak af fra indbrud

Klampenborg: Tre mænd blev torsdag aften set køre væk fra en villa på Schimmelmannsvej i forbindelse med et indbrud klokken 22.54, hvor der blev stjålet en designerlampe samt en daybed. De tre mænd beskrives som danske og slanke af bygning og kørte i en stationcar. En patrulje kørte umiddelbart efter rundt i området for at lede efter mændene, dog uden at finde dem.

Sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer

Hellerup: Da en patrulje klokken 00.52 kom forbi en parkeringsplads på Bernstorffsvej, åbnede en ung man døren til den bil, han sad i, hvorefter han smed en bakke med skunk ud på jorden. Patruljen henvende sig derfor til manden, en 18-årig fra Klampenborg, og sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer.

Bilist var påvirket af hash

Værløse: Onsdag formiddag klokken 10.01 blev en 41-årig mand fra Gentofte standset, da han kom kørende ad Ring 4. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af hash, og han blev derfor sigtet for kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Uoverensstemmelse endte med spytklat

Gentofte: En overensstemmelse om aflæsning af en lastbil endte tirsdag formiddag med, at en lastbilchauffør spyttede på en 61-årig mand fra Gentofte Episoden sket på Jægervangen klokken 11.25 og ud fra oplysninger om lastbilchaufføren samt bilen har politiet en formodning om, hvem gerningsmanden er.

Stjal parfume

Hellerup: En 45-årig mand fra Roskilde blev onsdag eftermiddag klokket 13.16 taget for tyveri i Matas i Waterfront Shopping, hvor han havde stjålet parfume. Manden blev sigtet for butikstyveri.

Hærværk, Hellerup

Klokken 11.18 blev det anmeldt, at en bil, som holdt parkeret ved Gentofte Hospital mellem klokken 09.45 og 09.50, var blevet udsat for hærværk i form af en lang ridse på venstre side. Der var mistanke til en mand, som forurettede, en 43-årig kvinde, kort forinden havde haft en uoverensstemmelse med ved Kildegårds Plads i forbindelse med en indfletning. Her havde en mand i en sort Mercedes varebil været utilfreds med kvindens kørsel, og han havde derefter fulgt efter hende til parkeringspladsen ved Gentofte Hospital, hvor de havde udvekslet meninger om kørslen.

Mand måtte overnatte i detentionen

Gentofte: En 42-årig mand med ukendt adresse måtte mellem søndag og mandag overnatte i detentionen. Manden havde klokken 21.12 slået ud efter en vagt ved Ikea og fulgte siden efter vagten med en flaske i hånden, hvilket virkede truede på vagten. En patrulje kom til stedet og konstaterede, at den 42-årige på grund af beruselse skabte uro og uorden og i øvrigt blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Han blev anholdt og derfor taget med til politigården, hvor han overnattede i detentionen og blev løsladt igen mandag morgen.

Mænd brød ind i lejlighed

Hellerup: To mænd brød klokken 03.41 ind i en lejlighed på Strandvejen. De blev opdaget af et vidne, som straks kontaktede politiet. Mændene flygtede til fods og beskrives som 45-50 år, udenlandske af udseende, 170-180 cm høje med gråt hår og iført mørkt tøj, den ene med kasket. En patrulje kom til stedet og kørte rundt i området i et forsøg på at finde de to mænd, hvilket dog ikke lykkedes.

Vidste du, at Nordsjællands Politi altid forsøger at finde en ledig patrulje, hvis du ringer om et indbrud, der er i gang nu og her? Vi vil nemlig gerne fange indbrudstyven på fersk gerning.

Indbrud i Magasin

Kgs. Lyngby: Tre mænd brød natten til mandag ind i Magasin på Lyngby Hovedgade. Et vidne så klokken 04.50 de tre mænd flygte fra forretningen med nogle hvide poser i hænderne i østgående retning ad Klampenborgvej. De tre var iført mørkt tøj, den ene havde en grøn hættetrøje på. De kørte fra stedet i en lille mørk bil, muligvis med alu-fælge. Det lykkedes ikke den tilkomne patrulje at finde de tre mænd.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 22. – 25. januar 2021

Tilmeld dig vores nyhedsbrev