Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Aug 13, 2018-Aug 21, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Unge skulle have ladet bilen stå
Klampenborg: To 18-årige unge mænd skulle have ladet bilen stå, da de klokken 00.55 natten til tirsdag kørte hjem fra en fest på Bellevue Strand. På vejen hjem påkørte de en lysmast på Vilvordevej og måtte efterfølgende aflevere blodprøver, som skal fastlægge deres nøjagtige promiller

Radiotelefon stjålet fra båd
Charlottenlund: En håndholdt VHF radiotelefon samt nogle nøgler, der sad i en starter er blevet stjålet fra en båd i Skovshoved Havn. Tyveriet er sket i dagene fra fredag klokken 17 til i går, mandag, klokken 15, og tyven har skaffet sig adgang til båden ved at sparke lugen op.

Computere stjålet
Klampenborg: To bærbare computere og et hovedpudebetræk, muligvis til at bære computerne i, er mellem søndag klokken 22 og mandag klokken 06.45 blevet stjålet fra en villa på Krøyersvej. Tyven er kommet ind gennem et kældervindue.

Stjal kontanter ved indbrud
Hellerup: Ved et indbrud i en villa på Nerievej er der søndag mellem klokken 16 og 17 stjålet kontanter fra en taske, som hængte på en knage i entreen. Tyven er muligvis kommet ind af en ulåst dør og tømte herefter pungen for kontanter, men efterlod den tomme pung samt taskens øvrige indhold.

Tricktyv stjal smykker
Gentofte: En 68-årig kvinde blev søndag eftermiddag franarret penge og smykker af en mand, som fik adgang til kvindens bolig på Smakkegårdsvej under påskud af at være fra SKAT. Gerningsmanden fik kvinden til at finde nogle kontanter samt sine smykker frem og lægge dem på et bord. Herefter tog manden billeder af smykkerne, kom dem i en pose og forsvandt fra stedet.

Listetyv stjal valuta
Dyssegård: En tyv listede omkring klokken 05 torsdag morgen ind af en ulåst dør til en villa på Dyssegårdsvej. Her stjal tyven noget udenlandsk valuta.

Tyv tog flugten
Charlottenlund: En tyv tog flugten fra en villa på Holgersvej, hvor han ellers havde aflistet en rude for at komme ind. En beboer i villaen overraskede tyven, der beskrives som en mand, ca. 40 år gammel, 180 cm høj og almindelig af bygning med sort kort hår og tæt kort mørkt fuldskæg. Han var iført mørkt tøj, herunder en mørkeblå trøje og muligvis mørke handsker.

Mistænkeligt forhold, Strandvejen i Hellerup
2 østeuropæere ringede på til alle lejl. i opgangen kl 2118 under påskud af at skulle se på nogle højtalere annonceret i den blå avis. Anmelder oplyste, at der kun bor ældre i opgangen, som ikke har noget til salg, hvorfor han afviste dem. Der er tale om en mand og en kvinde. Manden ca. 40 år iført hvid kort ærmet Adidas trøje og hvid kasket, kvinden ca. 20 år iført sort Adidas træningstøj.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev