Politirapporten uge 4

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/01/21-2019/01/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bilist med cannabis i blodet

Charlottenlund: En 19-årig mand fra Charlottenlund blev mandag aften klokken 19.50 sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev truffet af en patrulje på en parkeringsplads bag ved Charlottenlund Station, hvor hans narkometertest gav udslag for påvirkning af cannabis. Der blev tillige fundet en mindre mængde hash på førersædet i bilen. Den 19-årige blev taget med til hospitalet, hvor der blev taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Sten kastet gennem rude

Hellerup: Søndag aften mellem klokken 23.25 og 23.30 blev en stor sten kastet gennem et stuevindue til en bolig på Sigridsvej. Hærværket blev anmeldt mandag eftermiddag klokken 16.59.

Armanimanden på spil igen

Charlottenlund: Den venlige, sydeuropæisk udseende mand, som tilbyder billige jakker til borgerne er på spil igen. Lørdag gik hans bedrageri ud over en 60-årig mand, som Armanimanden kontaktede på F24-tankstationen på Bernstorffsvej og spurgte om vej til lufthavnen. Som tak for hjælpen tilbød Armanimanden, at den 60-årige mand kunne få tre jakker – og kun betale for den ene. Det lød som et godt tilbud og den 60-årige betalte 2000 kroner og fik de tre jakker. Men da han var kommet hjem, opdagede han, at købet ikke var så godt, som først antaget. Jakkerne var nemlig dels kopi-jakker, dels var en jakke byttet ud med en anden, ligesom størrelserne heller ikke var rigtige. Armanimanden beskrives som en mand med sydeuropæisk udseende, 45-50 år, kraftig af bygning med mellemlangt, sort hår. Han var glatfriseret, har en skønhedsknop på den ene kind og var iført mørkt jakkesæt og sorte sko. Han kørte i en mindre, mørk, ekslusiv bil.

Narkobilist standset

Klampenborg: En 30-årig mand fra Rødovre blev klokken 20.30 søndag aften sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af cannabis. Manden blev truffet af en patrulje på Strandvejen.

Sidespejl revet af

Charlottenlund: Mellem lørdag klokken 23.50 og søndag klokken 10.45 blev sidespejlet revet af en Renault Clio, som holdt parkeret på Ordruphøj.

Indbrud anmeldt i Nordsjællands Politikreds 25. – 28. januar 2019

Fire mænd anholdt for røveri

Dyssegård: Fire mænd på mellem 20 og 22 år blev klokken 04.40 fredag morgen anholdt og sigtet for røveri fra en tankstation på Søborg Hovedgade. De fire havde ved en tidligere lejlighed begået røveri mod tankstationen og blev genkendt, da de i nat kom igen og stjal forskellig sodavand og chips. De fire mænd fremstilles i grundlovsforhør i dag, fredag.

Fik stjålet betalingskort

Gentofte: En 74-årig kvinde fra Gentofte fik torsdag eftermiddag mellem klokken 14.30 og 14.45 stjålet en holder med betalingskort, da hun var ude at handle. I holderen var blandt andet kørekort, rejsekort, dankort og sundhedskort. Det lykkedes tyven at hæve et større beløb på kvindens bankkonto, ligesom tyven har brugt kvindens rejsekort.

Spyttede på bil

Charlottenlund: En u-vending endte torsdag eftermiddag klokken 17.20 med et spytklat på en bil. En 53-årig ville foretage en u-vending på Ordrupvej, da en anden bil spærrede vejen for ham og en ukendt mad steg ud og spyttede på bagruden på den 53-åriges bil, slog på kølerhjelmen og daskede til sidespejlet, inden han kørte igen. Manden beskrives som dansk af udseende, 38 år, 180 cm høj og kraftig af bygning med brunt, kort hår. Han var iført sort jakke og blå cowboybukser.

Kvinde lod sig ikke narre

Gentofte: En 82-årig kvinde fattede mistanke til en engelsktalende mand og lod sig ikke narre til at hæve et større beløb i kontanter. Kvinden blev kontaktet af manden, som tilbød at reparere et hul i taget på kvindens hus på Toftekærsvej. Manden spurgte om, den 82-årige ville køre ham og hans “kolleger” til deres kontor, hvor de kunne tale om opgaven. Undervejs bad mændene i stedet om at blive kørt til lufthavnen, hvor de forsøgte at få kvinden til at hæve et større kontantbeløb. Det gjorde hun dog ikke. I stedet kontaktede hun politiet med følgende signalementer:

A: Mand, nordeuropæisk af udseende, 35-40 år, 165-170 cm høj og kraftig af bygning med hvidt, kort hår. Engelsktalene.
B: Mand, sydeuropæisk af udseende, 40-50 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning, brun i huden kort, sort hår, engelsktalende.
C: Mand, nordeuropæisk af udseende, 18-20 år, 165-170 cm høj og spinkel af bygning med lyst, kort hår. Engelsktalende og iført grå/beige anorak.

Autostol stjålet fra bil

Hellerup: Fra en Mercedes-Benz, der holdt parkeret på Callisensvej, er der mellem søndag klokken 20 og onsdag klokken 20.05 stjålet en autostol, et par solbriller, nøgler samt nogle papirer. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en trekantsrude i passagersiden.

Tasketyv måtte opgive

Hellerup: En 27-årig mand fra Måløv måtte opgive sit forehavende, da han onsdag eftermiddag forsøgte at stjæle en taske fra en 32-årig kvinde fra København. Manden ville rive tasken fra kvinden, men hun holdt godt pas. Efterfølgende gik den 27-årige en tur i kiosken på stationen, hvor han stjal et bæger salat. Han blev sigtet for butikstyveri og forsøg på tasketyveri.

Forsøgte at snyde flaskeautomat

Charlottenlund: Tre udenlandske personer, to mænd på henholdsvis 31 og 34 år samt en 30-årig kvinde, forsøgte onsdag eftermiddag klokken 14.35 at snyde flaskeautomaten i Meny på Jægersborg Allé. De tre havde sat stregkoder på plastikkrus og ville på den måde tilegne sig “pant-penge”. De blev dog opdaget og da de forsøgte at indløse flaskebon’en blev politiet kontaktet. De tre blev anholdt og det skal i løbet af torsdagen vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Fuld bilist bag serieuheld

Charlottenlund: En 26-årig mand med ukendt adresse kørte kort efter midnat ind i en Renault Clio, som stos parkeret på Ordrupvej. Den 26-årige var påvirket af spiritus i en sådan grad, at det oversteg den tilladte grænse, men det forhindrede ham altså ikke i at sætte sig bag rattet i sin Mercedes Benz-varebil. Da han ramte Renault’en skete det med så høj hastighed, at den blev skubbet ind i en Ford Fiesta, som holdt parkeret foran den første bil. Og som om det ikke var galt nok, udbrød der efterfølgende brand i den 26-åriges egen bil.

Køkkenmaskiner stjålet

Klampenborg: En thermomixer, en pålægsmaskine og en vakuummaskine er mandag aften klokken 20.38 blevet stjålet fra en restaurationskøkken på Taarbæk Strandvej. Tyven har skaffet sig adgang ved at bryde en nøgleboks op og herefter låse sig ind.

Onanerede bag cykelskur

Hellerup: En ukendt mand stod mandag eftermiddag klokken 14.25 og onanerede bag et cykelskur på Hellerup Station. En 13-årig pige, som skulle hente sin cykel opdagede manden og skyndte sig væk fra stedet. Manden beskrives som centralasiatisk af udseende, 50-55 år, 175 cm høj, almindelig af bygning med brunt, langt hår, som muligvis sad i en hestehale. Han var iført sort eller mørkegrøn jakke, sorte jeans og bar briller i et ovalt grå/sølv tyndt stel.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier