Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Nov 06, 2017-Nov 14, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjal taske fra bil
Charlottenlund: Fra en bil, som holdt parkeret på p-pladsen ved Charlottenlund Fort er der mandag mellem klokken 20.45 og 21.15 stjålet en taske. Tasken stod på bilens bagsæde og indeholdt en pung, makeup-pung samt høretelefoner og tyven har fået adgang ved at knuse en siderude i bilen.

Knivstikkeri ved fest
Hellerup: En 22-mand blev natten til lørdag stukket ned ved en fest på Baunegårdsvej i Hellerup. Knivstikkeriet fandt sted klokken 01.21 natten til lørdag, og på vej til hospitalet kollapsede den 22-åriges ene lunge, hvilket gjorde, at han i en periode var i kritisk tilstand. Lørdag eftermiddag mødte den ene mistænkte, en 17-årig ung mand, op hos politiet i København, hvor han blev anholdt og søndag henvendte den anden mistænkte, en 19-årig mand, sig. Begge er varetægtsfængslet til den 4. december.
Da grundlovsforhørene af de to mænd foregik for lukkede døre, har Nordsjællands Politi og Anklagemyndighed ikke mulighed for at komme med yderligere oplysninger.

Mor og søn fundet døde
Gentofte: Lørdag morgen klokken 03.45 fik politiet en anmeldelse om, at to personer var fundet døde i en lejlighed på Vangedevej. Det viste sig at være tale om en kvinde og en lille dreng, og Nordsjællands Politi havde lørdag teknikere og en retsmediciner på stedet for at undersøge, hvad der var sket i lejligheden. Alt peger i retning af, at der er tale om en tragisk hændelse.
Af hensyn til sagens parter ønsker Nordsjællands Politi indtil videre ikke at komme med yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen

Unge tyve nåede ikke langt
Charlottenlund: En 11-årig dreng blev søndag eftermiddag frarøvet sin jakke af to drenge på 13 og 14 år. De flygtede stedet på knallert, men den 11-åriges far fulgte efter dem i bil, og da de to drenge væltede med knallerten, lykkedes det den 11-årigs far at få fat i den ene, mens den anden blev fundet af en af politiets hundepatruljer, som var kommet til stedet.

Stjal el-cykel
Dyssegård: Fra en tankstation på Søborg Hovedgade blev der lidt efter midnat stjålet en brun el-cykel. Cykeltyven tog flugten i retning af Vangede Station og beskrives som dansk af udseende, 45-50 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning med kort, gråt hår. Han var iført en kort jakke og cowboybukser.

Kørte uden kørekort
Gentofte: En 26-årig mand blev tirsdag aften klokken 22.40 stoppet, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen ved afkørslen til Tuborgvej. Den 26-årige havde ikke noget kørekort og var tilsyneladende heller ikke klar over, at man skal holde til højre på motorvejen.

Indbrud på båd
Charlottenlund: Fra en båd, som lå fortøjet ved Nordmolen i Skovshoved Havn er der stjålet en computer, to kikkerter, solbriller, en vhf håndtelefon samt poser til sejl. Indbruddet er sket i dagene fra fredag klokken 12 til tirsdag klokken 13, og tyven er kommet ind i båden ved at bryde en lås på lugen op.

Fjern stigen, så tyven ikke kan bruge den
Charlottenlund: To steder i Charlottenlund har tyve benyttet sig af stiger for at komme ind i huse. På Slotsvej hørte beboerne larm fra altanen omkring klokken 20.48 og opdagede en tyv, som havde fundet en stige i naboens have, som nu blev brugt i forsøget på at skaffe sig adgang til huset. Også på Rosenstandsvej har en stige været benyttet til at komme ind på førstesalen i et hus.

Truede ekspedient med kniv
Hellerup: En ekspedient på Cirkle K på Strandvejen blev søndag aften klokken 20.30 truet af to personer, som forsøgte at indlevere falske pantflasker. Da ekspedienten afviste at tage imod flaskerne, stak den ene mand hånden i lommen og sagde, at han havde en kniv, som han ville stikke ekspedienten ned med, hvis man ikke tog imod flaskerne. Den anden person trak hurtigt sin medkumpan ud af butikken, hvorefter de kørte fra stedet i en hvid bil af mærket Renault.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev