Sikre skoleveje

I denne uge – uge 3 – gennemfører politiet landet over færdselskontrol på skoleveje, for at gøre vejene mere sikre og forebygge at børn og unge kommer til skade på deres vej til skole.

Det er specielt bilister der kører for stærkt der er fokus på. “Der er for høj fart involveret i mange trafikulykker. Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontrollerne på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene“, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Færdselsbetjentene der patruljerer vil også holde øje med, at de cyklende skolebørn overholder trafikreglerne og passer på sig selv i trafikken – fx ved ikke at tale i mobiltelefon eller har glemt cykellygterne.

Særligt teenagere er udsatte i trafikken. Derfor gennemfører Rådet for Sikker Trafik samtidig en kampagne “Teenager i trafikken”, der henvender sig til forældrene. Det har nemlig vist sig, i en undersøgelse blandt 540 unge i alderen 13-16 år, at deres forældre har dobbelt så stor indflydelse på deres opførsel i trafikken, end vennerne har. Undersøgelsen blev udarbejdet af Promonitor for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2016.
Mange teenagere har meget andet i hovedet end trafiksikkerhed. De tager nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de f.eks. cykler sammen med deres venner. Derfor er det vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn om deres adfærd i trafikken. Det har en effekt på de unge, og gør dem mere sikre på vejene“, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
På kampagnesitet www.sikkertrafik.dk/teenager kan forældre få gode råd og teste deres viden om de unges adfærd i trafikken og hvordan man som forældre kan gøre de unge mere sikre i trafikken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier