Uddrag af seneste politirapport

Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 09.10.2023-17.10.2023

Blev bedt om at skrue ned, Nordsjælland

En patrulje kørte kort før midnat til en adresse på Tonysvej i Charlottenlund, hvor musikken fra en fest var til gene for de omkringboende. Festens vært blev derfor bedt om at skrue ned for musikken. Også i Kokkedal var høj musik til gene for naboerne til en adresse på Egedalsvænge. Her blev stedets beboer bedt om skrue ned for musikken af en patrulje, som kom til stedet klokken 00.36.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Brugte en anden persons id-kort, Hellerup

En 37-årig mand med ukendt adresse er blevet sigtet for at misbruge en anden persons id-kort og dermed udgive sig for at være en anden. Episoden skete på Leopold Damms Allé, hvor den 37-årige udførte noget arbejde. Han blev endvidere sigtet for at arbejde i Danmark uden den nødvendige tilladelse.

Butikstyveri købmand/supermarked/mejeri, Gentofte

En 17-årig ung mand fra Kastrup blev mandag kl. 15.20 taget for butikstyveri i en forretning på Søborg Hovedgade. Sigtede stjal 3 pakker tyggegummi og en pakke jordbærstænger. Den unge mand løb fra butikken, men blev stoppet af en medarbejder uden brug afmagt. Sigtede erkendte.

Færdselsuheld, Gentofte

En 81-årig kvindelig bilist fra Vallensbæk blev kl.10.44 sigtet for vigepligtsforseelse. Den 81-årige kørte ad Lyngbyvej i sydlig retning og foretog et højresving ad indkørslen til Lyngbyvej, hvorefter der skete et sammenstød med en medkørende 23-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, der kørte ad cykelstien. Politi og ambulance til stedet. Den 23-årige blev kørt til tjek på nærmeste hospital. Ingen melding om personskade.

Havde joint på sig, Hellerup

En 18-årig mand fra Hellerup blev tirsdag aften truffet af en patrulje på Taffelbays Allé. Her viste det sig, at han var i besiddelse af en joint, hvilket han blev sigtet for.

Indbrud i café, Gentofte

Anmeldelse kl. 05.33 om indbrud i Olioli på Strandvejen i Hellerup. Rudeknusning i indgangsdør. Koster ikke opgjort. Beredskabspatrulje til stedet.

Værktøj stjålet fra kælderrum, Gentofte

Mellem mandag og onsdag morgen klokken 07.30 er der stjålet værktøj for et større beløb fra et kælderrum på Smakkegårdsvej. Tyven har skruet hængslerne af døren for at skaffe sig adgang til kælderrummet og har herefter blandt andet stjålet en kapsav, borhammer, slagnøgle, flere skruemaskiner og batterier, dykhammer og vinkelsliber af mærkerne Festool og Dewalt.

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier