Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2019/02/18-2019/02/26.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Diskussion om p-plads endte med ridse i lakken

Kgs. Lyngby: En 52-årig kvinde fra Hellerup fik ridset sin bil langs hele den ene side mandag eftermiddag mellem klokken 17.35 og 18.45. Kvinden var kørt ind i en parkeringsbås i p-huset ved Lyngby Storcenter, hvor en ukendt mand blev vred på hende, da han mente, at hun var kørt ind fra den forkerte side. Den 52-årige kvinde bad ham om at slappe af og gik fra stedet, og da hun kom tilbage til sin bil, opdagede hun, at den var blevet ridset.

Mænd sparkede dør ind

Gentofte: Tre mænd sparkede mandag eftermiddag klokken 15.50 døren ind til en lejlighed på Stolpegårdsvej. De forlod dog stedet igen, da en 30-årig mand på stedet henvendte sig til dem. De tre mænd beskrives som 175-180 cm høje og iført mørke jakker.

Rat og navigatonsanlæg stjålet

Dyssegård: Rat og navigationsanlæg fra en BMW 4-serie er mellem søndag klokken 17.00 og mandag klokken 07.40 blevet stjålet, mens bilen holdt parkeret på Dyssegårdsvej. Det fremgår ikke, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.

Kørte uden kørekort

Lynge: Selvom han tidligere var frakendt kørekortet og ikke havde generhvervet det, satte en 38-årig mand fra Gentofte sig alligevel bag rattet. Han blev imidlertid standset af en patrulje på Slangerupvej søndag formiddag klokken 10.34 og sigtet for kørsel uden førerret.

Penge og telefon stjålet

Charlottenlund: Ved et indbrud i en restaurant på Jægersborg Allé er der mellem lørdag klokken 22.00 og søndag klokken 11.40 stjålet kontanter samt en mobiltelefon. Tyven er kommes ind ved at fjerne låsen i døren til restauranten.

Hækklipper stjålet fra bil

Hellerup: Fra en Ford Transit, som stod parkeret på Ellemosevej, er der mellem torsdag klokken 18 og fredag klokken 06.40 stjålet en hækklipper og diverse andre maskiner. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at skære hul i pasagersiden.

Hærværk mod biler

Charlottenlund: En Volkswagen Transporter, som holdt parkeret på Frisersvej, er mellem tirsdag klokken 15 og torsdag klokken 16.20 blevet udsat for hærværk. Bilen har fået skåret forreste og bageste højre dæk skåret op. Også en BMW, som holdt på Frisersvej, er blevet udsat for hærværk. Det er sket mellem onsdag klokken 21 og torsdag klokken 08.30, og også her er bilens højre for- og bagdæk blevet skåret op.

Rat, airbag og computere stjålet fra bil

Hellerup: Fra en BMW 5-serie, der holdt parkeret på Aurehøjvej, er der mellem onsdag klokken 20.00 og torsdag klokken 06.30 stjålet rat, airbag, kontrolpanel, gearstang samt en taske indeholdende to computere, pas, kørekort og en pung.

Indbrud anmeldt i Nordsjællands Politikreds 21. – 22. februar 2019

Computere stjålet fra biler

Kgs. Lyngby: Fra en Renault Clio, som holdt parkeret på Klampenborgvej, er der onsdag mellem klokken 16.45 og 21.50 stjålet en bærbar pc og diverse dokumenter. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse den forreste venstre siderude. Det var også en bærbar computer, der blev stjålet fra en Opel Insignia, som holdt parkeret på Firskovvej. Dette tyveri skete onsdag mellem klokken 17.15 og 17.30.

Formodet indbrudstyv fanget

Hellerup: En 41-årig mand blev klokken 20.40 anholdt, da han var i færd med at begå indbrud i en villa på Bakkedal. Det skal i løbet af formiddagen vurderes, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Kapskærer stjålet fra lad

Klampenborg: Fra ladet på Mercedes Sprinter blev der tirsdag eftermiddag mellem klokken 15.00 og 15.30 stjålet en kapskærer. Bilens fører, så en anden bil, køre op på siden af hans, mens han var i færd med at pakke sine ting sammen ved en bolig på Klampenborgvej.

Flere biler fik stjålet rat og navigation

Klampenborg/Kgs. Lyngby/Charlottenlund: Flere biler har de seneste dage fået stjålet blandt andet rat, navigationsanlæg og midterkonsol. Fra en BMW 4-serie er mellem tirsdag klokken 00.15 og klokken 09.00 blevet stjålet, mens bilen holdt parkeret på Vermehrensvej i Klampenborg. Tyven har skaffet sig adgang ved at knuse ruderne i bildørene. På Mortonsvej i Kgs. Lyngby er midterkonsollen stjålet fra en BMW 4-serie mellem søndag midnat og klokken 09.15, hvor gerningsmanden har knust en siderude for at skaffe sig adgang. På Ingersvej i Charlottenlund har en BMW 3-serie været udsat for tyveri. Her har en tyv mellem mandag klokken 21 og tirsdag klokken 08 knust højre siderude og stjålet bilens integrerede navigationssystem, og på Frølichsvej, også i Charlottenlund, er der mandag mellem klokken 18.00 og tirsdag klokken 08.00 blevet stjålet et rat fra en BMW 5-serie.

Dæk skåret op

Hellerup: Alle fire dæk på en Kia Ceed er mellem søndag klokken 20 og mandag klokken 08.10 blevet skåret op. Bilen holdt parkeret på Rødstensvej, da hærværket skete.

Ridser i lakken

Hellerup: En Mercedes, som holdt parkeret i p-kælderen ved Waterfrnt Shoppingcenter har søndag ved 15-tiden været udsat for hærværk. Gerningsmænd har ridset bilen hele vejen fra forskærm, langs siden af bilen og til bagskærmen.

Tyveri fra bil

Gentofte: Fra en Fiat Panda, som holdt parkeret på Vældegårdsvej, er der søndag mellem klokken 17.10 og 17.15 stjålet et rød net indeholdende en bærbar computer og noget medicin. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.

Airbag stjålet

Gentofte: Fra en BMW, der holdt parkeret Ved Ungdomsboligerne, er der mellem lørdag klokken 23.55 og søndag klokken 11.20 stjålet en airbag. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse den forreste, venstre siderude.

Cyklist kørte ind i bil

Gentofte: En 44-årig kvinde fra Frederiksberg blev søndag formiddag klokken 10.20 sigtet for overtrædelse af sin vigepligt, efter hun kørte ind i siden på en bil, der blev ført af en 73-årig kvinde fra Gentofte Cyklisten havde heldigvis cykelhjelm på, men slog sig alligevel gevaldigt ved sammenstødet.