Danske Fysioterapeuter skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om åbningen:

Danmarks fysioterapeutiske klinikker er klar til at gå fra nødblus til langt flere aktiviteter. Det siger Danske Fysioterapeuters formand i en kommentar til den politiske og sundhedsfaglige aftale om en genåbning for Danmarks liberale erhverv.

Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter

“Patienter har gået i knapt en måned uden fysioterapeutisk behandling, og mange af dem har meget stort behov for at se deres fysioterapeut igen. Man kan sige, at sygdom, der ikke er kritisk i dag, kan blive det i morgen, og en åbning for mere fysioterapi vil forhindre tilbagefald og forværring af handicap. Vores klinikker er klar til at hjælpe, inden patienternes udfordringer bliver endnu værre”, siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.

Derfor ser Danske Fysioterapeuter frem til, at der hurtigst muligt bliver åbnet op for behandling af en langt bredere skare af patienter end de hidtidige såkaldt ‘kritiske’ patienter.

Fysioterapeuter kan sikre lav smittefare

Selvom en del af patienterne er i risikogruppe for COVID-19, så er fysioterapeuter klædt fagligt på til at vurdere, om en smittefare trumfer behovet for den fysioterapeutiske behandling. Derfor vil der også være patienter, som fysioterapeuten henviser til telekonsultationer.

“Fysioterapeuter er autoriserede sundhedspersoner og har de faglige forudsætninger for at vurdere, om en behandling er nødvendig og samtidig sikre behandlinger med meget lav corona-smittefare. Det bør veje tungt i de politiske og sundhedsfaglige overvejelser omkring en åbning af klinikkerne for flere patienter”, siger Tina Lambrecht.

I Gentofte udtaler klinikejer: Camilla Middelbo fra Kildeskov Fysioterapi til Dit Gentofte:

Ja, vi ser utroligt meget frem til den gradvise genåbning af klinikken fra på mandag, trods det bliver en noget anderledes hverdag for både personale og patienter. Vi har taget alle de nødvendige forbehold for at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og glæder os til igen at kunne hjælpe de mange borgere som har måtte undvære deres fysioterapeutiske behandling. Vi har indrettet klinikken og vores træningsfaciliteter så der kan holdes god afstand og opretholdes høj hygiejne og man dermed trygt kan komme hos os. Vi sidder klar ved både ved telefon og mail allerede søndag den 19. april og er klar til at svare på spørgsmål.

 

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box