RfST skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om ulykkestal:

Det er stærkt bekymrende, at antallet af dræbte i trafikken steg i 2019, og at det ikke er lykkes at reducere antallet af alvorligt tilskadekomne nævneværdigt, mener Rådet for Sikker Trafik. Trafiksikkerheden bør have større fokus, hvis ulykkestallene skal ned.

I 2019 mistede 199 personer livet i trafikken, mod 171 i 2018, viser de officielle ulykkestal for 2019, som Vejdirektoratet har offentliggjort i dag. Antallet af alvorligt tilskadekomne faldt kun med 2 % fra 1.862 i 2018 til 1.822 i 2019, viser tallene.

Cykelulykker i kryds, foto: RfST

Ulykkestallene er bekymrende læsning, da der dermed er sket en stigning i antallet af dræbte på 16 % i trafikken fra 2018 til 2019, og reduktionen i antallet af alvorligt tilskadekomne næsten ikke er til at få øje på. Og desværre er det en tendens, som vi har set gennem flere år.

– Ser man på ulykkestallene over de sidste fem år, så er der god grund til at blive bekymret på flere området. I den periode har 22 % flere fodgængere mistet livet eller er kommet alvorligt til skade i trafikken. Blandt cyklisterne er ulykkestallene steget med 13 %, og blandt motorcyklisterne er der tale om en stigning i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne på 6 %. I samme periode er det kun lykkes at reducere antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne bilister med 1 procent, siger Jesper Hemmingsen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Færdselssikkerhedskommission må på banen
Hvis det skal lykkes at få antallet af dræbte og tilskadekomne ned, så kræver det øget fokus og prioritering på området, mener Rådet for Sikker Trafik.

Ni ud af ti ulykker i trafikken skyldes vores adfærd. Det kan fx være uopmærksomhed, for høj fart, spritkørsel etc. Derfor er det vigtigt at sætte ind og påvirke adfærden i højere grad, hvis antallet af trafikulykker skal ned.

Men i flere politikredse har politiet været så presset af opgaver, at de har måtte nedprioritere deres færdselsindsatser. Og når man ser på, hvad det offentlige årligt bruger på adfærdsændrende kampagner og undervisning, så svarer det til mindre end hvad Finansministeriet har opgjort et enkelt liv er værd.

I Færdselssikkerhedskommissionen har den nye formand, Andreas Steenberg fra Radikale Venstre, og næstformand, Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, begge meldt ud, at trafiksikkerhedsarbejdet skal prioriteres, når der skal laves en ny handlingsplan for, hvordan vi får antallet af trafikulykker ned i Danmark.

– Det er vigtigt, at Færdselssikkerhedskommissionen tager førertrøjen på og sætter kursen, så alle arbejder i samme retning og sætter koordineret ind på de områder, hvor ulykkerne sker. Det er vigtigt, at både adfærden påvirkes, kontrollen øges og at der fortsat arbejdes på at skabe sikre veje og køretøjer, hvis vi skal have færre dræbte og tilskadekomne i trafikken. Det er Færdselssikkerhedskommissionen tidligere lykkes med, og det kan den gøre igen, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box