Krigsmuseet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Leoparden:

En vaskeægte Leopard 1 kampvogn er snart på vej til Krigsmuseet i København. Det er en af de kampvogne, som blev brugt af det danske forsvar under Den Kolde Krig. Pressen inviteres til at deltage, når kampvognen ankommer.

Leopard 1 kampvogn, foto: Krigsmuseet

Så er der godt nyt til krigsinteresserede københavnere. Inden længe får de mulighed for at komme helt tæt på en kampvogn af typen Leopard 1, der kommer permanent til Krigsmuseet i København.

Museumschef for Krigsmuseet, Jens Carl Kirchmeier-Andersen er glad og stolt over museets nyanskaffelse.

“Kampvognen formidler et vigtigt stykke dansk krigshistorie både før og efter Murens fald i 1989. Det er ret unikt, at vi nu får mulighed for at vise vores egen Leopard 1 frem for vores gæster. Det får vi takket være en fantastisk indsats fra frivillige fra nogle af hærens veteranforeninger, som har samlet og klargjort kampvognen for os,” siger han.

Pressen inviteres til at deltage, når kampvognen bliver hejst over indgangsporten til museet:

Mandag 29. juni mellem kl. 10.30 og 11.30

på Krigsmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K

Leopard 1 kampvogne har siden 1970’erne været en vigtig del af det danske forsvar. Kampvognene var en af de første, større danske materielanskaffelser efter den amerikanske våbenhjælps ophør i midten af 1960’erne.

Under Den Kolde Krig stod hundredvis af leoparder som den, der nu kommer til Krigsmuseet, klar til straks at gå i kamp og forsvare Jylland i tilfælde af angreb. Efter Murens fald blev leoparderne et vigtigt aktiv i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, hvor flere af dem også kom i regulær kamp. Det fortæller seniorforsker på Nationalmuseet og ekspert i moderne krige, Jens Ole Christensen:

“Det var for eksempel Leopard 1 kampvogne, der blev brugt under den berømte ‘Operation Bøllebank’ i ex-Jugoslavien, hvor danske soldater kom i ildkamp. Og denne type kampvogn var en del af det dansk-tyske NATO-forsvar under Den Kolde Krig, da Tyskland i løbet af 1960’erne blev en af Danmarks vigtigste militære allierede,” siger han.

Den kampvogn, der ankommer til Krigsmuseet, har dog ikke været i krig i egentlig forstand. Den har været brugt af 2. Kampvognseskadron, I. Panserbataljon ved Jydske Dragronregiment i Holsterbro fra 1977-92.

Leopard kampvogne er stadig en del af forsvaret. Den nyeste model, Leopard 2A7, blev taget i brug i 2020. De første Leopard kampvogne ankom til Danmark i 1976.

Leoparden ankommer i forbindelse med åbningen af Krigsmuseets sommeraktiviteter, der løber hele juli måned. Ud over at røre ved kampvognen kan de besøgende blandt andet også prøve:

En nerf gun-skydebane
Lade en sørøverkanon og kaste med kanonkugler
Køre med fjernstyrede kampvogne på en kampvognsbane
Gå-selv-quizzer på museet – der er både en familie og en nørd-quiz
Læs mere om sommeraktiviteterne

Fakta om Leopard 1

Kampvogn Leopard 1A5-DK1
Længe: 9,5 m med kanon
Brede: 3,3 m
Højde: 2,8 m
Vægt: 43 tons
Maks. hastighed: 65 km/t på vej, mindre i terræn
Besætning: 4 mand (kampvognskommandør, kører, skytte og hjælper)
Bevæbning: En 105 mm kanon og to 7,62 mm maskingeværer samt otte 76 mm røgkastere
Kampvognen er samlet og klargjort til formidling af frivillige tilknyttet Hærens Historiske Depotområde Nymindegab samt Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box