Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2020/09/25-2020/10/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vejvrede, Hellerup

Klokken 14.01 anmeldte en 54-årig kvindelig bilist fra Vanløse, at hun var blevet verbalt overfuset og spyttet i ansigtet af en mandlig bilist cirka 20 minutter forinden på Bernstorffsvej.

Kvinden var grundet vejarbejde fejlagtigt havnet i den forkerte kørebane, hvilket havde fået føreren af en anden bil til at bremse foran hende, stige ud af sin egen bil, hvorefter han havde råbt af kvinden og spyttet hende i ansigtet, inden han kørte fra stedet.

Manden beskrives som: mand, dansk af udseende, 50-55 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden, med brunt kort hår. Talte dansk.

Uro, Gentofte

Klokken 16.10 blev det anmeldt fra IKEA, at en mand opførte sig aggressivt og truende i varehuset. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 27-årig mand fra Brøndby blev truffet foran hovedindgangen og sigtet efter ordensbekendtgørelsens bestemmelser.

Kastede med krukke

Gentofte: en ukendt gerningsmand kastede klokken 01.55 natten til torsdag en metalkrukke mod en rude i en villa på Juliusvej, hvorved det yderste lag glas i ruden blev ødelagt. Hærværket blev anmeldt torsdag morgen klokken 08.09.

Mand udsat for hjemmerøveri – vidner søges

Gentofte: En 56-årig blev onsdag aften klokken 21.40 udsat for røveri i sit hjem på Stolpegårdsvej. Her bankede tre mænd på døren, og da den 56-årige åbnede, kom de ind i lejligheden, hvor de med pistol og kniv truede ham til at udlevere et kontantbeløb, hvorefter de løb fra stedet i ukendt retning. Røveriet blev anmeldt torsdag formiddag og de tre gerningsmænd beskrives som:

A: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 170 cm høj og muskuløs, brun i huden, koparret, kort sort hår, dansktalende, iført mørkt tøj, bevæbnet med foldekniv.

B: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 180 cm, almindelig af bygning, væsentlig mørkere i huden end A og C, brune øjne, kort sort hår, dansktalende, iført mørkt tøj og sort mundmaskering, bevæbnet med pistol.

C: Mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 190 cm, spinkel af bygning, brun i huden, kort sort hår, fuldskæg der var tyndt i siderne og gik ud i en spids ud for hagen, iført mørkt tøj og trøje med hætte.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set de tre mænd eller ved, hvem der kan være tale om. Nordsjællands Politi kan kontaktes på 114.

Kampesten kastet gennem rude

Klampenborg: En kampesten på 30*40 cm er mellem mandag aften klokken 20.00 og tirsdag klokken 12.00 blevet kastet gennem ruden til en kælder på Anchersvej.

Stjal øl

Charlottenlund: En 41-årig udenlandsk mand blev tirsdag aften klokken 20.59 taget for butikstyveri i Fakta på Ordrupvej, hvor han lagde nogle øl i sin rygsæk og herefter gik ud af butikken uden at betale for dem. Manden blev sigtet for tyveriet og taget med til afhøring på politigården.

Mistænkeligt forhold, Klampenborg

Klokken 22.29 anmeldte en beboer på Frølichsvej, at to mænd luskede rundt i området og kiggede nysgerrigt på boliger, og anmelderen mistænkte, at de havde indbrud for øje.

Flere patruljer blev sendt til området, men trods kort visuel kontakt med de to mænd samt eftersættelse til fods, lykkedes det ikke at få fat på de to mænd, der stak af, da de så politiet.

Stor ros til anmelderen for at holde øje med nabolaget og kontakte politiet med sin mistanke.

Færdselsuheld og spirituskørsel, Hellerup

Klokken 00.33 skete der et færdselsuheld i rundkørslen Philip Heymans Alle/Tuborg Boulevard. En bil kørende i nordgående retning på Philip Heymans Allé ført af en 19-årig kvinde fra Dronningmølle kørte over rundkørslen og påkørte en lygtepæl, hvorefter bilen endte på taget.

En patrulje blev sendt til stedet, og da den 19-årige fremstod beruset, blev hun sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå en eventuel promille.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 24.-25. september 2020

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box