Ellen Hillingsø modtager Kulturpris

Gentofte Kommunes Kulturpris går i år til skuespillerinden Ellen Hillingsø. Ellen Hillingsø er en alsidig kunstner med et imponerede langt cv, der både tæller roller på teater, film og tv. Hun modtager prisen på Øregaard Museum på GentofteNatten d. 25. september.

ellenEllen Hillingsø blev uddannet skuespiller fra Århus Teater i 1994, og det store folkelige gennembrud kom med Ole Bornedals prisbelønnede tv-serie Charlot og Charlotte i 1996. Her lagde Ellen Hillingsø krop og stemme til karakteren Charlot i fire afsnit, der skrev dansk tv-historie med samtidssatire i roadmovieformat.

På teaterscenen har hun haft en lang række markante roller, bl.a. på Det Kongelige Teater, Grønnegårds Teatret, Aveny Teatret og på Østre Gasværk, og på tv har hun været med i de seneste års successerier som Nikolaj og Julie, Broen og Rita.

Også på film har hun gjort sig bemærket med roller i en lang række succesfilm: Fra smalle værker som Christoffer Boes Allegro fra 2005 til familiefilmene om kompleksiteterne i moderne familieliv i Karlas Kabale. Ellen Hillingsø er kendt som en karakterfuld og karismatisk skuespillerinde, og hun har vundet stor anerkendelse og en lang række prisnomineringer. I 1998 modtog hun en Robert for Årets kvindelige birolle i Susanne Biers Sekten. I august i år var hun kunstnerisk profil for Odense International Film Festival og pt. er hun i gang med optagelser til en ny tv-serie til DR.

Udover sit arbejde som skuespiller har Ellen Hillingsø lagt stemme til tegnefilm og lydbøger, og hun holder ofte foredrag. Hun er en ofte benyttet oplæser, bl.a. i Marcel Proust Selskabet og ved International Forfatterscene i Den Sorte Diamant. Hun er aktiv for AIDS-fondet og for ngo’en Maternety og støtter forskning indenfor brystkræft.

Gentofte Kommunes Kulturpris 2015
Ellen Hillingsø får Gentofte Kommunes Kulturpris for sit mangeårige virke som kunstner og for sit bidrag til kulturlivet i kommunen. Ellen Hillingsø har medvirket ved en lang række kulturarrangementer i Gentofte, ikke mindst det seneste år: I foråret debuterede hun på Bellevue Teatret i forestillingen Perpleks, hun har læst op af Selma Lagerlöf på Øregaard Museum og læst op af klassisk svensk børnelitteratur på Ordrupgaard under Børnekulturugen i november 2014.

Ellen Hillingsø får overrakt prisen af borgmester Hans Toft ved et arrangement på Øregaard Museum på GentofteNatten fredag d. 25. september kl. 17.

– Ellen Hillingsø er en af vores største skuespillerinder, og det er en stor glæde at kunne give hende prisen. I Gentofte er vi stolte af, at Ellen Hillingsø er en aktiv del af kommunens kulturliv, siger borgmester Hans Toft.

Det er gratis at deltage i prisoverrækkelsen. Tilmelding kan ske via gentofte.billetto.dk.

Om Gentofte Kommunes Kulturpris
Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene og har bopæl i kommunen. Kulturprisen gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen. Kulturprisen er som de andre priser i Gentofte Kommune på 25.000 kr. skattefrit.

Kulturprisen er tidligere overrakt til
Fritz Helmuth
Alexander Kølpin
Poul Bundgaard
Preben Kristensen
Sanne Salomonsen
Anne Linnet
Jes Kølpin
Thomas Eje
Kim Roland Sjøgren
Erik Balling
Bent Fabricius-Bjerre
Ulf Pilgaard
Birthe Kjær
Nikoline Werdelin
Lone Scherfig
Mads Mikkelsen
Lars H.U.G.
Palle Mikkelborg
Lisbet Dahl
Tonny Landy
Paprika Steen
Henning Jensen
Peter Øvig Knudsen
Peter Mygind
Bobo Moreno

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier