Den 23. marts 1943 var der forsinket folketingsvalg i Danmark (man havde udsat valget af frygt for en nationalsocialistisk dominans). I Gentofte fik de konservative 54,6% af stemmerne, socialdemokraterne 25,6%, mens nationalsocialisterne måtte nøjes med 2,8%, mindre end Dansk Samling, der fik 6,3%. Stemmeprocent var høj: 92,3%! Den 29. august trængte tyske kampvogne ind på Jægersborg kaserne under et kortvarigt men heftigt skyderi. Senere på året blev tyske soldater permanent stationeret på kasernen. I september/oktober begyndte den store flygtningestrøm mod Sverige. Her var Tuborg havn et nøglepunkt for den illegale afskibninger, skriver Gentofte Lokalhistoriske Forening.
En af de første organiserede modstandsgrupper, ”Deling Øst” blev startet i november 1943. Medlemmerne var hovedsagelig fra Jiu Jitsu klubben i Hellerup og fra KFUM spejderførerne i division Gentofte.