Politirapporten uge 26

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Jun 21, 2018-Jul 03, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indbrud i bil
Charlottenlund: Fra en bil, som holdt parkeret på L.E. Bruuns Vej er der mandag mellem klokken 12 og 15.30 stjålet en mobiltelefon samt en pung med kontanter og diverse betalingskort.

Tre biler i uheld på motorvej
Kgs. Lyngby: Tre biler var torsdag eftermiddag omkring klokken 15.15 involveret i et færdselsuheld på Helsingør Motorvejen. Uheldet skete, da vejen gik fra, at have tre til to spor og en personbil, som blev ført af en 42-årig kvinde fra Gentofte, trak ind foran en lastbil. Lastbilen ramte den 42-åriges bil, så kvinden mistede herredømmet over den og ramte en 55-årig kvinde fra Helsingør. Der var umiddelbart ingen meldinger om personskade.

Tyveri fra bil
Klampenborg/Charlottenlund: Fra en bil, som holdt parkeret på en P-plads på Trepilevej er der stjålet en sportstaske med træningstøj og squash-udstyr samt en lædertaske med en bærbar pc. Tyveriet er sket onsdag mellem klokken 18.30 og 20.50 og tyven har skaffet sig adgang til tingene ved at knuse den forreste rude i bilens passagerside. Også en bil, der holdt parkeret på Strandvejen har været udsat for indbrud. Det er sket onsdag aften mellem klokken 18.19 og 21.15. Her har tyven knust den bageste siderude i bilens førerside og har stjålet en bærbar pc, en tynd, blå dunjakke samt to poser med skjorter og trøjer.

Stjal to kakaomælk
Gentofte: En 33-årig mand fra Brønshøj blev klokken 00.45 natten til torsdag sigtet for butikstyveri efter han havde stjålet to Cocio fra en tankstation på Nybrovej.

Mand blev slået og truet
Charlottenlund: En 47-årig mand blev tirsdag eftermiddag omkring klokken 15.08 slået og truet med kniv, da han satte sig ind i sin bil på Strandvejen. Manden har oplyst til politiet, at han blev tildelt flere slag i ansigtet og truet med en kniv. Årsagen skal muligvis findes i nogle økonomiske uenigheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier