De pensionerede cirkuselefanter er nu på græs

Dyrenes beskyttelse og Knuthenborg Safaripark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om elefanterne: 

Danmarks sidste cirkuselefanter er for første gang blevet lukket ud i deres 140.000 m2 store anlæg. De tunge pensionister kan nu kalde Knuthenborg Safaripark for deres hjem, og danskerne kan fra i dag nyde synet af dem.

De sidste cirkuselefanter i Danmark er nu blevet lukket ud på den lollandske savanne i Knuthenborg Safaripark. Foto: Asger Thielsen

De fire elefanter er faldet godt til i Knuthenborg Safaripark, hvor de flyttede ned forrige fredag. I dag blev de endelig lukket ud i deres luksus-anlæg på størrelse med 21 fodboldbaner. Elefantsletten på Lolland er det mest avancerede elefantanlæg i Europa.

– Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er nu, hvor jeg efter mange års kamp kan se Ramboline, Jenny, Lara og Djungla dér, hvor de hører hjemme i de bedste omgivelser hos Knuthenborg Safaripark. Det var noget helt særligt at opleve, hvordan de fire elefanter reagerede, da de endelig blev lukket på græs. Nu skal de bare være elefanter til deres dages ende, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

På Elefantsletten kan danskerne opleve elefanterne plaske i vand, sandbade, vandbade og vandre omkring på de store vidder. Gæster kan køre eller gå rundt om hele anlægget med frit udsyn.

– Vi er så glade for, at vi endelig har åbnet dørene for danskerne. Vi har glæder os helt vildt til at byde Danmark indenfor for at opleve resultatet af to års arbejde. I dag er derfor en helt særlig dag. Gæsterne har også været meget glade, fortæller Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.

For fremtiden kan elefanterne opleves på en helt ny måde i Knuthenborg Safaripark. Det er slut med at optræde i manegen, og de fire dyr skal nu leve resten af deres dage med adgang til åben himmel på den lollandske savanne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier