Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2020/05/22-2020/06/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Kørsel uden førerret, Gentofte
Klokken 09.45 blev en 66-årig kvindelig bilist fra Albertslund standset og kontrolleret på Lagergårdsvej. Her viste det sig, at hun ikke havde retten til at føre bil, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Kørsel i frakendelsestiden, Helsingør
Klokken 13.47 blev en 26-årig mandlig bilist fra Gentofte kontrolleret på p-pladsen foran JYSK ved Prøvestenscenteret. Her viste det sig, at han havde sat sig bag rattet i en bil, selvom han var blevet frakendt førerretten og stadig var i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for forholdet.
Brand, Charlottenlund og Gentofte
Klokken 14.52 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en forladt bygning på Kavalergården. Fem eller seks personer var set på stedet kort forinden, og der var mistanke til, at disse havde brudt ind i bygningen. Patruljer kørte til stedet, hvor de skaffede sig adgang til bygningen og fik stoppet branden, inden den udviklede sig.
Nordsjællands Politi arbejder ud fra en teori om, at branden er startet ved antændelse af nogle bildæk på stedet, og at der formentlig er tale om brandstiftelse.
Klokken 03.55 blev det anmeldt, at der var brand i noget flamingo på paller foran et murværk på Smakkegårdsvej. Patruljer kørte til stedet, hvor de hurtigt fik slukket branden.
Det formodes, at branden var påsat, idet en person i grå hættetrøje blev set forlade stedet kort før, at branden opstod.
Igen klokken 05.32 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en avisholder på Charlottenlund Stationsplads. På stedet blev nogle unge drenge set forud for branden. En patrulje kørte til stedet, hvor branden blev slukket.
Også denne brand formodes at være blevet påsat, og Nordsjællands Politi kan ikke afvise, at de tre hændelser er relateret til hinanden.
Værktøj stjålet fra varebil, Gentofte
Klokken 18.35 indløb der anmeldelse om, at der mellem onsdag klokken 17.00 og torsdag klokken 07.00 var sket tyveri fra en varebil, som holdt parkeret på Toftekærsvej. Trekantsruden i førerdøren var blevet knust, og fra bilen blev der stjålet en del el-værktøj.
Knallertkører ramte metalstang
Gentofte: En 58-årig mand fra Lyngby ramte onsdag formiddag en metalstang, som lå på en cykelsti på Høeghsmindevej. Manden blev behandlet for sine skader på stedet af de tilkomne ambulancefolk, og blev efterfølgende sigtet for spirituskørsel, tyveri af knallerten og kørsel på trods af, at han var frakendt førerretten.
Bil og motorcyklist stødte sammen
Gentofte: En 57-årig mand fra Charlottenlund måtte onsdag eftermiddag til behandling på hospitalet efter han på sin motorcykel var stødt sammen med en bil, der blev ført af en 42-årig kvinde fra Gentofte Sammenstødet skete klokken 15.12 på Adolphsvej, da motorcyklisten kørte frem for sin vigepligt og dermed ramte bilen.
Havde hash i bilen
Kgs. Lyngby: En 22-årig mand fra Charlottenlund er blevet sigtet for besiddelse af hash. Manden blev truffet i en bil på en parkeringsplads, og i bilen blev der fundet en mindre mængde hash.
Butikstyveri, Hellerup
Klokken 14.20 blev det anmeldt fra Super-Brugsen på Strandvejen, at en ung mand havde forsøgt at stjæle slik, men at han var blevet stoppet i sit forehavende. Idet den unge mand var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 15-årig ung mand blev sigtet for forholdet, ligesom de relevante voksne blev kontaktet.
Tildelt slag i ansigtet af cyklist, Hellerup
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.01, var en 53-årig mand fra Hellerup kort forinden blevet slået af en cyklist på Strandvejen i krydset ved Ahlmanns Alle. På stedet var der vejarbejde, som medførte, at både cyklister og fodgængere skulle deles om fortovet, og den 53-årige havde derfor bedt en cyklist om at trække og taget fat i cyklens styr. Cyklisten havde herefter slået den 53-årige flere gange i ansigtet, inden han cyklede fra stedet.
Cyklisten beskrives som: mand, dansk af udseende, 40-50 år, 185-190 cm, muskuløs af bygning, hvid i huden med lyst hår og kort trimmet skæg. Iført lysegrå hættetrøje, sort cykelhjelm, sorte shorts, grå sokker og hvide sko. Talte dansk. Medbragte grå/sort bycykel med sorte skærme.
Narkokørsel, Gentofte
Klokken 22.22 blev det anmeldt, at der holdt nogle mistænkelige biler parkeret på en parkeringsplads ved Mesterlodden, og at der muligvis blev røget hash og udøvet hærværk på stedet. En patrulje kørte til stedet, hvor de dog ikke kunne konstatere, at der skulle være sket hærværk. Føreren af en bil, som blev stoppet på Sognevej, en 20-årig fra området, blev dog sigtet for narkokørsel, idet et narkometer viste, at han formentlig havde ført bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Der venter nu svar på en blodprøve for at fastslå de præcise omstændigheder omkring føreren eventuelle grad af påvirkning.
Indbrud i privat beboelse anmeldt den 20. – 25. maj 2020 i Nordsjællands politikreds
Ungersvende sendt hjem
Hellerup: Tre ungersvende blev fredag morgen klokken 04.50 sendt hjem i seng af en patrulje. De tre mænd gik rundt på et stillads på Strandvejen, hvilket havde fået en borger til at kontakte politiet.
Indbrudsoversigten udkommer desværre ikke i dag.