Herlev og Gentofte Hospital er det første hospital i både Danmark og Skandinavien, som nu går i gang med at operere med metoden, som lover godt for patienterne. I forhold til de metoder, man anvender i dag, er Pulsed Field Ablation – eller PFA – nemlig både mere sikker og mere effektiv. Sikker fordi risikoen for sjældne komplikationer, som f.eks. skade på spiserøret eller nerveskader, ser ud til at være elimineret. Og mere effektiv af to grunde: dels går proceduren hurtigere, så patienterne kun skal være bedøvet i kort tid, hvorved man kan behandle flere patienter per dag. Dels tyder undersøgelser på, at proceduren er holdbar, så man ikke skal genbehandle.
Effektiv og holdbar behandling
Metode med muligheder
- Atrieflimren – eller forkammerflimren – er en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske system og en af de mest almindelige hjertesygdomme. Man kan fjerne eller lindre symptomerne ved at beskadige væv i hjertet, som forårsager flimren.
- Med Pulsed field ablation (PFA) laver man kortvarigt et kraftigt højspændingsfelt omkring det område, man ønsker at beskadige. Det får cellemembranerne til at danne porer, som gør cellerne utætte. Hvis de er lidt utætte, bliver de midlertidigt beskadigede, men kommer sig igen. Denne behandling kaldes reversibel electroporation og kan udnyttes til at lukke store molekyler ind i cellerne. Princippet bliver brugt i kræftbehandling til at få kemoterapi ind i cellerne. Det bruges også i vaccineproduktion, fx af Pfizer BioNTech. I kardiologien går man efter permanent ødelæggelse af hjertecellerne i et bestemt område ved at designe et kraftigere og længerevarende pulset felt, som laver irreversibel electroporation. Det betyder, at cellerne bliver utætte i så lang tid, at der siver for meget indhold ud fra det intracellulære miljø til at de kan komme sig igen.
- Atrieflimren er et voksende problem, som bl.a. skyldes høj alder – cirka 10 pct. af den danske befolkning over 80 år lider af atrieflimren.
- Ud over alder kan atrieflimren bl.a. skyldes forhøjet blodtryk, forhøjet stofskifte, overvægt, diabetes og søvnapnø.
- Ablationsbehandling af atrieflimren er mere effektiv end medicinsk behandling. Derfor er der voksende behov for holdbar ablationsbehandling.
- Med de nuværende ablationsmetoder skal ca. 1/3 af patienterne have mere end en behandling, fordi de læsioner, man laver for at stoppe rytmeforstyrrelser, heler op. Afdeling for Hjertemedicin på Herlev og Gentofte Hospital har netop publiceret en randomiseret sammenligning af overbrændingsbehandling over for frysebehandling, hvor alle patienter blev undersøgt igen 4-6 måneder efter behandling. Kun hos ca. 50 pct. af patienterne var læsionerne helt holdbare. Der er lavet tilsvarende studier med den version af PFA, som Gentofte Hospital er i gang med at afprøve, og her fandt man, at 100 pct. af patienterne havde helt holdbare læsioner.