Lars Brygmann er årets modtager af Gentofte Kommunes Kulturpris. Han får prisen for sit omfattende bidrag til den ny guldalder i dansk teater, film og tv gennem mere end 30 år. Brygmann modtager prisen ved et åbent arrangement under GentofteNatten den 30. september.
Lars Brygmann i Bernstorffsparken. Foto: Gentofte Kommune
Alle kender Lars Brygmann. Fra Rejseholdets la Cour til Lennart fra Retfærdighedens Ryttere og et utal af roller på landets teatre. Lars Brygmann har gennem tre årtier været med til at drive en ny guldalder for dansk film, tv og teater.
Brygmann, der er født i 1957, blev uddannet skuespiller fra den private skuespillerskole Tsarens Hof i 1987. Men vejen til skuespillerfaget var ikke direkte, han er oprindeligt uddannet tømrer, og det var da han byggede kulisser på et lille teater i København, at han fik smag for scenekunsten.
Gennem karrieren har han nydt både stor folkelig gennemslagskraft og kritikerros: Brygmann var med på scenen i en række forestillinger på Dr. Dantes Aveny, da teatret redefinerede scenekunsten i 90’erne. Et stort gennembrud hos det brede publikum kom med DRs successerie Rejseholdet (2000-2002), hvor Brygmann satte stemningen som den mystiske, småsynske opdager Thomas la Cour. Brygmann har haft filmroller i bl.a. Festen (1998), Bænken (2000), Dirck (2011), Den tid på året (2018) og Krudttønden (2020) og gennemgående roller i tv-dramaserier, der har samlet tusindvis af danskere.
Aktuelt har han flere filmprojekter på vej, og i begyndelsen af det nye år har han premiere på en forestilling på Folketeatret. Brygmann har modtaget flere priser for sit arbejde, bl.a. både en Bodilpris og en Robertpris i 2021 for rollen som Lennart i Anders Thomas Jensens Retfærdighedens Ryttere.
På rette hylde Lars Brygmann er vokset op i Glostrup og Hvidovre og som barn gik han på Bernadotteskolen. I mange år boede han i København, men nu bor han i Gentofte. Han siger:
– Jeg har boet i Gentofte i 22 år, og det er jeg glad for. Det er næsten som at bo i København, men her er grønt, og det sætter jeg stor pris på. Vi er også tæt på vandet, og jeg bader så vidt muligt hver dag. Også om vinteren. Men jeg kalder mig ikke vinterbader, jeg er bare én, der bader om vinteren. Det har jeg gjort i mange år.
Om sit arbejde som skuespiller siger han:
– I virkeligheden er det banalt: Jeg er havnet på den rette hylde. Det er vel det, vi alle stræber efter. At finde en uudtømmelig kilde af begejstring. Den har jeg fundet i mit arbejde, og det er et kæmpe privilegie. Jeg føler mig virkelig heldig, for jeg kunne jo også have fortsat med et arbejde, der var ok, men med blikket stift rettet mod pensionsalderen. Eller mod fredag eftermiddag. Sådan har jeg det ikke. Jeg har altid blikket rettet mod den næste rolle.
En fantastisk dygtig skuespiller
Borgmester Michael Fenger siger:
– Lars Brygmann er en fantastisk dygtig skuespiller. Han har gennem årene givet os et hav af både mindeværdige og tankevækkende oplevelser i skarpe roller med både stor humor og dyb alvor. Alt sammen på den lidt underspillede måde, der kendetegner hans stil. Det er en stor fornøjelse at kunne hædre ham med Gentofte Kommunes Kulturpris.
Borgmester Michael Fenger overrækker Kulturprisen til Lars Brygmann ved et arrangement under GentofteNatten den 30. september. Det sker i caféen på Ordrupgaard og alle er velkomne til arrangementet, hvor man kan møde Brygmann i samtale med Gentofte Hovedbiblioteks litteraturkonsulent Signe Pallisgaard. Yderligere information på gentoftenatten.dk
Om Gentofte Kommunes Kulturpris Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene og har bopæl i kommunen. Kulturprisen gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen. Kulturprisen er som andre priser i Gentofte Kommune på 25.000 kr. skattefrit.
Kulturprisen er tidligere overrakt til
Fritz Helmuth Alexander Kølpin Poul Bundgaard Preben Kristensen Sanne Salomonsen Anne Linnet Jes Kølpin Thomas Eje Kim Roland Sjøgren Erik Balling Bent Fabricius-Bjerre Ulf Pilgaard Birthe Kjær Nikoline Werdelin Lone Scherfig Mads Mikkelsen Lars H.U.G. Palle Mikkelborg Lisbet Dahl Tonny Landy Paprika Steen Henning Jensen Peter Øvig Knudsen Peter Mygind Bobo Moreno Ellen Hillingsøe Guido Paevatalu Thomas Vinterberg Rasmus Bjerg Olafur Eliasson Ebbe Munk Lis Sørensen