Programmet er klar til GentofteNatten

Stjerneløb og tidsrejse. Vandkunst og orgel-extravaganza. Kulturmøder, sing-a-long og Olsenbanden. Programmet til GentofteNatten den 30. september er klar, så du kan begynde din planlægning.

Du skal sætte både eftermiddag og aften af til GentofteNatten fredag den 30. september. Kulturinstitutioner, kulturaktører, foreninger og kirker har skabt et helt ekstraordinært program med kulturoplevelser for alle.

Kildeskovshallen forvandlet Du kan få en helt særlig oplevelse i Kildeskovshallen denne aften: Svømmehallens fænomenale arkitektur bliver forvandlet til et udstillingsrum for performance, skulptur, maleri, duft og smag i totaloplevelsen Dangerous when wet. Arrangementet er skabt af kurator Mette Woller og kunsthallen Copenhagen Contemporary i samarbejde med Kildeskovshallen.

Koncerter ud over det sædvanlige GentofteNatten er fuld af musikalske oplevelser i helt særlige rammer: Øregaard Museum inviterer til intimkoncert i den stemningsfulde havestue med stjernecellist Line Felding, Bellevue Teatret inviterer til barokkoncert ved søbredden ved Det Gule Hus i Charlottenlund Slotspark, klezmerorkestret Mames Babegenush giver koncert i Vangede Kirke, stjernefrøet JJ. Paulo – kendt fra dette års SPOT og Roskilde festivaler – spiller på Garderhøjfortet, Messiaskirkens koncertkor synger under træerne i Forstbotanisk Have og Hovedbiblioteket inviterer til decideret orgelextravaganza med orkestret The Orgelheimers med fællesspisning før musikken spiller.

Og der er mere musik: Du kan selv synge med, når Gentofte Gospel Choir inviterer til sing-a-long i Messiaskirken, du kan fejre Sophisticted Ladies 35-års jubilæum med jazzede vibrationer i Dyssegårdskirken, lytte til koncert og fortælling om den hellige Thérèse af Liseux i Sankt Therese Kirke, være med i en musikalsk raga-meditation med kunst inspireret af Indien i Jægersborg Kirke og høre Gentoftes unge talenter i en koncert, når Kulturskolerne slår dørene op på vid gab.

Kulturmøder Kulturmøder på kryds og tværs er en del af DNA’et i Kulturhuset i Byens Hus, og her er der fest og Frivillig Fredag og et hav af aktiviteter: Cykelsafari, kulturel skattejagt, lyn-croquis, officiel markering af Frivillig Fredag, intro til tekstilværkstedet, fællesspisning, banko, koncert med Gentofte Concert Band – og hvad der nu ellers kan opstå i et levende kulturhus.

Du kan også blive klogere med helt konkrete kulturmøder: Kom tættere på Mellemøsten med film og musik i Netværkshuset, eller oplev Grønlands kultur hos Det Grønlandske Selskab.

Gentofte Kommunes Kulturpris går i år til skuespiller Lars Brygmann, og du kan være med til prisoverrækkelse og møde Brygmann i samtale med Gentofte Bibliotekernes litteraturkonsulent Signe Pallisgaard i caféen på Ordrupgaard.

Særlige steder Du kan finde gode historier og åbne døre på steder, hvor du normalt ikke kommer til hverdag: Du kan besøge et sanseoplevelseshus – Snoezelhuset, se Skovshoved pumpestation indefra og høre om spildevandets vej og høre om muslingehøst i havhaven på Skovshoved Havn.

Du kan også få det sidste ud af den grønne årstid: Du kan opleve Brandts Have på en rundvisning gennem havens fascinerende rum, opleve forstbotanisk have, eller gå med på svampejagt med svampeekspert Jørn Kofoed ved Danmarks Mindste Forsamlingshus – her er der suppe og bossa-jazz med Mikkel Egelund Brink, Niels Ryde og Han Harbeck til at lune sig på efter jagten.

Er du til kulturhistorie, så kan du gå med på en tidsrejse på Gentofte Kirkegård; her ligger spændende personer, der har defineret Danmarkshistorien, til tid og evighed. Kig også forbi Christiansholm Fort, hvor Lokalhistorisk Forening byder indenfor og giver dig stedets historie.

For hele familien Det myldrer med oplevelser for børn, unge og voksne i fællesskab: På Hovedbiblioteket kan I opleve Experimentariums sæbebobleværksted, spise børnevenligt i Café Henning og få en vild, sjov og aktuel teateroplevelse med Live Art i forestillingen Kaboom – kunsten at ødelægge.

På Garderhøjfortet er der stjerneløb, hvor man på skattejagtsfacon kan lege sig igennem den fascinerende historie om, hvordan fortet blev bygget for privatindsamlede midler i 1880’erne. Og på Spejlscenen i Øregårdsparken kan man se en performance skabt af unge fra Kulturskolernes drama-, billed- og musikskoler – inden man kaster sig ud i både mangaworkshop, musikværksteder og koncert i Kulturskolernes hus på Duntzfelts Allé.

Gentofte Kino sætter en god, gammel klassiker op på det store lærred: Det er Olsenbanden over alle bjerge, så grib chancen – Olsenbanden holder stadig for alle aldre. Filmkritiker Christian Monggaard introducerer.

Det er også helt oplagt at udfordre hinanden i fægtningens ædle kunst hos Hellerup Fægte-Klub, og de alleryngste vil have en fest på Gentofte Brandstation, der åbner garagen og står klar med både udstyr og brandhjelme til små hoveder.

Praktisk GentofteNatten finder sted den 30. september og der er arrangementer fra kl. 13 til 22. Få hele overblikket i programmet, som du finder på bl.a. bibliotekerne eller på gentoftenatten.dk

Nogle arrangementer er gratis, andre skal du købe billet til. Du finder informationer i programmet og direkte links på gentoftenatten.dk

GentofteNatten er finansieret af Kulturpuljen i Gentofte Kommune og er i år sponsoreret af Ørsted, PwC, Novo Nordisk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier