Januar har indfundet sig med regn, regn, regn. Det kan vi ikke gøre så meget ved, men vi opfordrer her i nyhedsbrevet til at skynde sig indenfor til oplevelser, der giver mening.
Du har en international filmfestival, jazz, populære romaner, kunst og klassisk musik lige i nærheden, og vi giver dig detaljerne her. Du får også et par solide kryds til din kalender – og en allersidste chance.
Velkommen indenfor – og rigtig god fornøjelse
PS: Kan du lide nyhedsbrevet, så send det videre til naboer, venner og familie, som kan tilmelde sig med et klik herunder.
Nye medlemmer kan melde sig til her
FESTIVAL FOR FILMELSKERE
Fra Jean-Jacques Annauds Bjørnen
– At se film på 70mm kan sammenlignes med at høre vinylplader på et virkelig godt stereoanlæg. Sådan siger Sune Lind Thomsen, biografdirektør i Gentofte Kino.
Den 27., 28. og 29. januar løber Gentofte International Film Festival – GIFF-70 – af stablen i Gentofte Kino med et forrygende program af nye og ældre filmperler, udelukkende i ægte 70mm-film.
Festivalen får fornemt besøg af den franske, Oscar-belønnede mesterinstruktør Jean-Jacques Annaud, som introducerer sin klassiker Bjørnen i det ekstraordinære format.
Se programmet og book billetter her
SØNDAGSJAZZ MED NIELS JØRGEN STEEN
Glæd dig til god søndagsjazz, når Niels Jørgen Steen og hans A-team gæster jazzklubben i Byens Hus. A-Teams jazzrepertoire er bredt, og orkestret repræsenterer stilarter fra swing over bebop til rhythm’n’blues. Niels Jørgen Steen bruger sin lune og underspillede humor, når han præsenterer de enkelte numre og musikere. Det er på søndag den 15. januar kl. 15.
EN VIGTIG KVINDE TIL ØREGAARD MUSEUM
Udsnit af Astrid Holms Kvinde i interiør, 1911. Øregaard Museum
Øregaard Museums kunstsamling vokser, og du er inviteret til at følge med. Senest er ‘Kvinde i interiør’ fra 1911 af Astrid Holm føjet til samlingen, og museet fortæller her, hvorfor det er et vigtigt værk. Vi fordrer dig til at lægge vejen forbi museet – dette billede er dog ikke udstillet lige nu, men du kan nyde af Halmstadgruppens værker.
Få historien om det nye værk i samlingen her
HVAD HAR DE ANDRE LÆST?
Gentofte Bibliotekerne har talt alle udlån op og giver dig her listen over 2022s mest udlånte bøger fra voksenhylderne. Måske der er en perle, du mangler at få læst?
KLASSISK MUSIK – I MOVIEHOUSE!
Moviehouse er klar med et nyt koncept: Klassisk for Idioter. Her er det hele lidt mere uformelt – men musikken er god nok: Det er korte, klassiske koncerter med nogle af Danmarks bedste klassiske musikere og artister. Vær med den 3. februar.
QUIZ DIG TIL VIDEN OM REGN
Experimentarium er som altid på pletten med årstidsrelevant viden: Denne gang med en quiz, hvor du kan teste, hvor skarp du er på nedbør. Kigger I forbi, er der naturligvis tørvejr og timevis af videnskab at lege med.
Tag quizzen og planlæg besøget her
SIDSTE CHANCE MED LUNDSTRØM
Foto: Anders Sune Berg
Det er ved at være allersidste chance, hvis du vil opleve den aktuelle særudstilling Vilhelm Lundstrøm. Farvens og formens fornyer på Ordrupgaard. På søndag den 15. januar er det sidste dag med den danske modernist og hans suveræne sans for farver og form.
SÆT KRYDS : FASTELAVN OG SKAMMERENS DATTER
Kanoner, kattedronninger og katttekonger: Der er fastelavnsfest på Garderhøjfortet søndag den 26. februar – kostumerne kan passende planlægges allerede nu.
Foto: Bellevue Teatret
Midt i marts indtager Dina, Davin, Drakan og alle de andre fra Lene Kaaberbøls fantastiske fantasyroman de skrå brædder. Skammerens Datter er familieteater i topklasse, der allerede har fortryllet mere end 100.000 publikummer.
Billetterne kan I sikre jer her
Få overblik over kulturarrangementer nær dig Savner du overblik over arrangementer og events? Gentofte Kommunes arrangementskalender er din indgang til oplevelser med kunst, kultur og meget mere.
Få overblik over arrangementer her
Kontaktinformation
Kulturklub Gentofte Ahlmanns Allé 6 2900 Hellerup
Skriv til Kulturklub Gentofte på kulturklub@gentofte.dk
Kulturklub Gentofte er et samarbejde mellem kulturinstitutioner og -aktører i Gentofte Kommune. Som abonnent på nyhedsbrevet får du overblik over aktuelle kulturoplevelser i Gentofte. Gentofte Kommune administrerer klubben – læs om persondata på gentofte.dk/databeskyttelse.