Kør sikkert i snevejret

Sne og snestorm har ramt store dele af landet, og det betyder mange glatte veje.

Mange bilister oplever problemer med sne og glatte veje. Pressefoto Rådet for Sikker Trafik

Rådet for Sikker Trafik har samlet en række gode råd, der kan hjælpe dig mere sikkert gennem vintervejret. Først og fremmest bør du undlade at køre ud, hvis politiet og Vejdirektoratet fraråder det. Og lad være med at køre i is- og sneglat føre, hvis du ikke har vinterdæk på bilen.

Hvis du bliver nødt til at køre, så:

  • Tjek vejrudsigten

  • Kør i god tid

  • Pas på farten

  • Hold ekstra afstand

Kan du se ud ad ruden?
Sørg for at fjerne sne og is fra bilens ruder, spejle samt lygter, og at ruderne ikke dugger.

Vær ekstra opmærksom på andre biler, cyklister og fodgængere, da de også kan komme på afveje.

Dette bør du have med i bilen om vinteren:

  • En opladet mobiltelefon + nummeret til vejhjælp kodet ind på din mobil.

  • Et varmt tæppe, så du ikke fryser, hvis du strander i kulden og skal vente på hjælp.

  • Refleksveste til alle i bilen, hvis I bliver nødt til at forlade den.

  • En skovl, hvis der er meget sne eller risiko for fygning.

Meget vand på vejbanen
Sænk farten hvis der er meget vand på vejbanen, så bilen ikke akvaplaner.

Hvis du er et sted i landet, hvor det regner kraftigt, og der derfor er meget vand på vejen, så husk:

  • Kør aldrig ud i vand, hvis du ikke ved, hvor dybt det er.

  • Hvis din bil mister vejgrebet og akvaplaner, så forsøg ikke at bremse. Slip speederen og styr bilen, indtil du får fast asfalt under dækkene igen.

Sikker på cykel i vintervejret
Sæt farten ned på cyklen, når veje og cykelstier er glatte. Når sneen falder og vejene er glatte, skal man også være ekstra opmærksom som cyklist. Hvis det er meget glat, er det bedst at lade cyklen stå, da risikoen for at styrte er meget stor.

Men skal du ud på jernhesten, så har de her samlet 10 gode råd:

  • Kør afsted i god tid, så du ikke behøver haste afsted og kan sætte farten ned på de glatte veje.

  • Godt lys på cyklen er vigtigt, så du bliver set i snevejret og vintermørket. Dine lygter skal kunne ses på mindst 300 meters afstand.

  • Tør cyklens reflekserne af med en klud, hvis de er blevet beskidte.

  • Brug gerne pangfarvet tøj, så andre nemmere kan se dig i snevejret.

  • Luk en anelse luft ud af dækkene, hvis de er pumpet til bristepunktet. Det giver en større kontaktflade mellem vej og dæk og dermed et bedre vejgreb.

  • Tjek dækkenes mønster. Hvis der ikke er noget mønster tilbage, så svarer det til at skøjte rundt på isen i et par ballerinaer.

  • Hold god afstand til de andre i trafikken. Bremselængden bliver lidt længere i glat føre.

  • Husk at signalere i god tid, inden du stopper, så dem bag dig har en chance for at bremse ned eller køre uden om.

  • Brems forsigtigt og før du drejer og tag store, bløde sving.

  • Brug cykelhjelm. Is og sne øger risikoen for at vælte.

Få tjekket din cykel
Det er vigtigt, at du har vedligeholdt cyklen i løbet af året. Har du ikke det, er det en god idé at få en cykelhandler til at tjekke den og give den en service og få repareret de ting, der trænger.

Du bør fx få tjekket følgende:

  • Er der mønster i dækkene.

  • Virker bremserne som de skal.

  • Er kablerne smurt, så frost ikke får kablerne til gear og bremser til at fryse fast.

Kilde Rådet for Sikker Trafik.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier