Nu skifter de store Moviabuslinjer 150S og 15E i Region Hovedstaden til el

Nu stempler de regionale buslinjer mærkbart ind, når buslinjerne 150S og 15E skifter fra diesel til el søndag 24. marts 2024. Igen et skridt fremad for den grønne omstilling af Movias busdrift, hvor 5,3 mio. regionale rejser i den kollektive transport fremover kommer til at blive mere miljøvenlige, når 29 nye elbusser ruller ud på vejene i Region Hovedstaden.

Foto ABW

Movias grønne omstilling af busdriften tager endnu et mærkbart skridt, når 29 regionale elbusser ruller ud på vejene i Region Hovedstaden. Movia har sammen med kommuner og regioner et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el. Skiftet til elbusser sker søndag 24. marts 2024.

“Omstillingen til elbusser er afgørende for, at vi kan reducere CO2-udledningen og skabe renere bymiljøer med mindre støj. Med omstillingen af buslinjerne 15E og 150S kommer vores mest passagertunge buslinjer på el. Derfor vil rigtig mange passagerer få glæde af disse nye elbusser,” udtaler Marianne Frederik (EL), formand for udvalget for trafik og regional udvikling i Region Hovedstaden.

Med de nye eldrevne busser kommer buslinje 150S og 15E til at køre emissionsfrit – det vil sige uden udledning af CO2 og lokal luftforurening fra bussens motor – og det vil også kunne mærkes på selve køreoplevelsen, da elbusserne støjer mindre og er mere behagelige at køre i for både kunder og chauffører. De nye busser på linje 150S og 15E vil desuden være udstyret med elramper – takket være en politisk beslutning i Region Hovedstaden.

“Omstillingen af busser fra diesel til el fortsætter. Nu stempler de regionale buslinjer endnu engang mærkbart ind. Denne gang med 29 nye elbusser på linje 150S og 15E. Det betyder, at andelen af elbusser i Movia nu er oppe på 44 pct. Vi er betydeligt foran den målsætning vi har sat med kommuner og regioner. Derfor har vi i vores forslag til mobilitetsplan, som netop nu er i høring, foreslået at hæve barren”, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.

De regionale elbusser giver Region Hovedstaden en årlig CO2-besparelse på 2.200 tons og 5,3 mio. rejser i den kollektive transport bliver nu endnu grønnere. Dermed bidrager Region Hovedstaden sammen med Movia til at indfri målsætningen om en national CO2-reduktion på 70 pct. inden 2030.

FAKTA

  • Fra søndag 24. marts 2024 indføres 29 nye elbusser i Region Hovedstaden.
  • Det er Movia, der udbyder busdriften.
  • De nye elbusser kommer til at kører på linjerne150S og 15E, der tilsammen havde 5,3 mio. rejsende i 2023.
  • Elbusserne vil være udstyret med elektriske ramper.
  • Omstillingen til el på de to buslinjer reducerer udledning af CO2 med 2.200 tons om året (udledning af CO2 er opgjort efter “tank-til-hjul”-princippet).
  • Med idriftsættelsen af 29 nye elbusser vil Movia være oppe på 499 elbusser i den daglige drift. Det svarer til 44 pct. af Movias busser.
  • Omstillingen til emissionsfri busdrift startede i 2019 og de første regionale elbusser i Region Hovedstaden rullede ud på vejene i december 2022.

Kilde MOVIA

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier