Få støtte til at vise det særlige i jeres lokalsamfund frem

Nu er det igen muligt at søge om op til 25.000 kr. til arrangementer, der sætter bygningskultur, bæredygtighed og lokale fællesskaber i fokus. Puljen ‘Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ er i denne omgang åben frem til den 23. maj.

Danmark er fyldt med steder, der er værd at bevare og kende til. Men mange kender ikke de særlige bygninger og steder i deres lokalområde.

Det skal puljen ‘Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ ændre på. Puljen støtter arrangementer, der sætter fokus på den lokale bygnings- og landskabskultur, fremmer forståelsen af bæredygtige løsninger og inviterer nye målgrupper til at deltage i de lokale fællesskaber.

Man kan søge om op til 25.000 kr. til et arrangement, og puljen er åbnet igen den 17. april 2024. Frem til den 23. maj kan alle med en god idé til et arrangement, der formidler de særlige steder i deres nabolag, søge støtte.

Det er fjerde gang, at Samlingskraft åbner for ansøgninger, og i hele landet har der allerede været over 90 spændende, aktive og nytænkende bud på arrangementer, der sætter fokus på, hvorfor vores fælles bygnings- og landskabskultur er så vigtig i et bæredygtighedsperspektiv. Samlingskraft giver muligheden for at fejre og dele de lokale skatte med fællesskabet, og det har allerede vist sig at styrke forståelsen og sammenholdet mange steder.

Eksempelvis i Frederikssunds nye bydel, Vinge, hvor Grønne Nabofællesskaber stod for arrangementet ‘Vinge Gror!’ om muligheder for omdannelse af det gamle gartneri. Der var 70 tilmelde og ca. 50 fremmødte trods kedeligt regnvejr. Til arrangementet fik initiativgruppen samlet mange gode ideer ind og samtidig fik de udvidet deres gruppe med 15 nye medlemmer.

Ansøg på samlingskraft.dk
Alle frivillige foreninger, der kan finde mindst én samarbejdspartner, kan være med til at søge om et arrangement, der udforsker fællesskaber og åbner øjnene for jeres lokalsamfunds særlige bygningskultur og unikke landskabsmiljøer.

Man kan ansøge om støtte fra puljen via samlingskraft.dk. Her er også tjeklister og inspiration til aktiviteter, samt en guide til at lave en invitation, der når langt ud i lokalområdet. Ansøgere kan forvente at få svar sidst i juni 2024. Der bliver i øvrigt åbnet for ansøgninger igen senere på året.

Samlingskraft er et By og Land Danmark-projekt, der er finansieret af den filantropiske forening Realdania.

 

Med fokus på bygningskultur, bæredygtighed og bygningskultur inviterede foreningen Netværk for bindingsværk til arrangement på Ærø. Her blev der kigget på materialer, givet gode råd til renovering af historiske huse, og budt på byvandring i byens gader, på torvet og i bymidten.
Foto: Steffen Stamp

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier