BØRNEDAG PÅ ORDRUPGAARD

Kom med til Børnedag på Ordrupgaard lørdag d. 24. august kl. 11-17, hvor Ordrupgaard har tilrettelagt et festligt program specielt til børnefamilier. Arrangementet foregår i kunstparken og i LEGO-værkstedet. Caféen byder på børnevenlige lækkerier, som kan nydes indendørs eller tages med på picnic i parken.

PROGRAM
Kl. 11-17: Jeppe Heins Water Pavilion Ordrupgaard er aktivt hele dagen

Kl. 12-15: Sæbebobleshow med Sofus Sæbeboble

Kl. 12-16: LEGO-værksted for børn og voksne

Kl. 13 og 14: Familieomvisning i kunstparken. Vi mødes foran foyeren.

PRAKTISK INFORMATION
Børnedag på Ordrupgaard afholdes lørdag d. 24. august kl. 11-17.
Arrangementerne foregår i kunstparken og i LEGO-værkstedet.
Der er gratis adgang til parken. En entrébillet til museet koster 140 kr. for voksne, og børn op til 18 år har fri entré til museet.

VAND OG SÆBEBOBLER
Water Pavilion Ordrupgaard af danske Jeppe Hein blev indviet i starten af sommeren. I anledningen af Børnenes dag vil værket helt ekstraordinært være aktivt hele dagen. Værkets flydende vandvægge flytter sig konstant, hvorved der opstår stadigt nye, foranderlige rum, som man kan træde ind i for dernæst at lade sig omringe af en mur af springende vand. Om man vælger at bevæge sig nogenlunde tørskoet rundt i pavillonen, eller om man hopper direkte ind i vandmasserne er en temperamentssag.
PRAKTISK: Værket er aktivt hele dagen kl. 11-17.

SÆBEBOBLESHOW MED SOFUS SÆBEBOBLE
Sofus Sæbeboble opfører et magisk sæbebobleshow med sjove eksperimenter. Showet foregår ved Water Pavilion Ordrupgaard, og Sofus Sæbeboble viser hvordan vand – tilført en smule sæbe – kan skabe levende og fantasifulde former, der reflekterer lyset og omgivelserne akkurat som springvandet. Begge dele inviterer til intuitiv leg og spontane glædesudbrud.
PRAKTISK: Kl. 12-15 ved Water Pavilion Ordrupgaard.

FAMILIEOMVISNING I KUNSTPARKEN
Museets søde omvisere tager børn og voksne med på tur i kunstparken, hvor I introduceres til udvalgte værker. I besøger blandt andet Randi & Katrines gigantiske grankogle og klatrer til tops i et kæmpe bambustårn af Doug & Mike Starn.
PRAKTISK: Kl. 13.00 og 14.00. Vi mødes foran museets foyer.

LEGO WORKSHOP
I anledningen af udstillingen Ai Weiwei – Water Lilies #1, der er skabt af mere end 650.000 LEGO-klodser, inviteres børn og voksne indenfor til leg med kunst og klodser. I en hel udstillingssal fyldt med klodser kan I slippe fantasien løs, og på dagen kan I tillige deltage i en workshop, hvor I sammen genskaber Ordrupgaards maleri Tre Danserinder af Edgar Degas i LEGO.
PRAKTISK: Kl. 12-16 i LEGO-værkstedet. Arrangementet er gratis for børn og voksne, når entréen er betalt. Børn op til 18 har fri entré til museet.

Læs mere her.

Pressefoto Ordrupgaard

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier