Gentofte bliver mentorkommune – skal øse af gode erfaringer med rusmiddelforebyggelse blandt unge

Siden 2020 har Gentofte Kommune været med til at udvikle et koncept for, hvordan kommuner kan være med til at skabe rammerne for et godt ungeliv uden rusmidler. Nu skal Gentofte dele sine erfaringer og videreudvikle programmet “Fælles om ungelivet” sammen med 14 andre danske kommuner.

Foto ABW

Gentofte har siden 2020 været én af fem pilotkommuner, der i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan være med til at skabe rammen for et godt ungeliv uden rusmidler.

Ifølge borgmester Michael Fenger har kommunens medvirken skabt et godt og solidt fundament for det videre arbejde.

– Unges trivsel er en fælles opgave og et fælles ansvar. Og derfor var det helt oplagt for Gentofte Kommune at blive en del af Fælles om ungelivet. Vi har undervejs fået bekræftet, at kommunen ikke kan stå alene i arbejdet med at understøtte et ungeliv uden nikotin, stoffer og et begrænset alkoholindtag og med en styrket trivsel i det hele taget. I Gentofte skaber borgere, politikere og kommunens medarbejdere de gode løsninger sammen. De erfaringer ser vi frem til at dele ud af som mentorkommune, siger Michael Fenger.

Fokus på beskyttende faktorer, data og lokal involvering
I Gentofte har man gennem de seneste fire år fået en lang række erfaringer med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring de unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unge og rusmidler. En central del af det arbejde har været at sikre lokale data om unge, der både har fungeret som et mobiliserende element og som pejlemærker i udviklingen af indsatser.

– Fælles om ungelivet har været et utrolig godt afsæt for at implementere vores bærende principper om at styrke de beskyttende faktorer, at arbejde med udgangspunkt i data og ikke mindst at inddrage de unge i det forebyggende arbejde og brede det ud i kommunen, herunder skoler, ungdomsuddannelser og civilsamfund, siger Anders-Peter Østergaard, direktør for Børn og Skole, Kultur, Unge og Fritid i Gentofte Kommune.

Islandsk model er blevet til dansk model
Inspirationen til “Fælles om ungelivet” er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.

– Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept, der kan tilpasses lokalt. Det synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark, siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

Underdirektør i TrygFonden Jette Jul Bruun supplerer:

– Vi har sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner udviklet nogle meget konkrete redskaber, som vi håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre kommuner, som ønsker at skabe bedre rammer for et ungdomsliv uden rusmidler. “Fælles om ungelivet” handler for os også om at skabe og udbrede en kulturforandring, siger Jette Jul Bruun.

Gentofte er mentorkommune for programkommunerne Nyborg og Egedal.

Læs mere på faellesomungelivet.dk

Se faktaark om:

Kilde. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier