Det går den rigtige vej på skolerne, men alt for langsomt

Stadig flere skoleelever bliver undervist i færdselssikkerhed og lærer, hvordan de undgår at komme til skade i trafikken, viser en landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Men det er langt fra alle skoler, der giver børnene den vigtige og nødvendige undervisning. Fredensborg ligger dog helt i top.

Når man er barn eller ung, kan det nogle gange være noget af en mundfuld at overskue trafikken, hvor farten kan være høj, og hvor man skal færdes mellem biler, lastbiler, elcykler og knallerter. Derfor er det vigtigt, at skolerne underviser eleverne i trafiksikkerhed.

En ny landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, fire ud af ti (41 %) skoler prioriterer at undervise eleverne i at kunne færdes sikkert på egen hånd på veje og cykelstier. Helt i top ligger Fredensborg på en 1. plads, mens Thisted, Randers, Tønder og Sorø er de bedste i hver deres region. På Sjælland får også Helsingør, Lyngby-Taarbæk og Næstved fine placeringer.

– Et stort tillykke til Fredensborg og de fire øvrige kommuner, der ligger i top i undersøgelsen. Men også en stor tak til alle de andre kommuner, der yder en stor indsats og prioriterer færdselsundervisningen, så vores børn og unge får nogle gode og sikre trafikvaner. Men vi skal have endnu flere med, så færre børn og unge i fremtiden kommer til skade i trafikken, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Flere elever får vigtig undervisning
Rådet for Sikker Trafik har over flere år fulgt kommuner og skolers indsats på området. Og selv om der stadig er seks ud af ti skoler, der siger, at de ikke underviser alle elever i den mest elementære færdselsundervisning, så er der også gode nyheder i undersøgelsen.

I 2022 var det 30 % af skolerne, der gennemførte gå- og cyklistprøver for skoleeleverne samt lærte eleverne om risiko og adfærd i trafikken. Det tal er altså steget til 41 % i 2024.

Dermed er der flere og flere elever, der har lært, hvad der er risikabelt på vejene, og som er blevet bedre til at træffe de sikre valg og forstå konsekvenserne, hvis de fx cykler afsted helt opslugt af deres mobil, dropper cykelhjelmen eller styrter på en tunet knallert.

Og blandt forældrene er der stor opbakning til, at skolerne prioriterer det her område. I en tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 95 % af forældrene, at det er positivt at skolerne underviser børnene i trafiksikkerhed.

– Vi har som forældre og samfund et fælles ansvar for at skabe hele og duelige borgere. Skolernes færdselsundervisning er et uundværligt supplement til den trafiktræning, som forældrene laver med børnene, og så er færdselsundervisningen ovenikøbet praksisnær og aktiv, så det er et spændende afbræk fra bøger, stile, tabeller og tyske verber. Derfor håber jeg, at endnu flere skoler husker denne vigtige samfundsopgave, så flere bliver sikre i trafikken og færre unge liv bliver slået i stykker på vejene, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

En hjælpende hånd til skolerne
For at hjælpe skolerne med at få opprioriteret færdselsundervisningen, har Rådet for Sikker Trafik sendt anbefalinger ud til alle skoler og udviklet undervisningsmateriale, der er nemt og enkelt at inddrage i undervisningen.

– Vi ved godt, at det er krævende at stå i spidsen for en skoleklasse i dag. Så for at gøre trafikundervisningen tilgængelig for lærerne og udbytterig for eleverne, har Rådet for Sikker Trafik tilpassede materialer, øvelser og oplæg, der er tilpasset de enkelte klassetrin. Det skal gerne få alle skoler til at komme igen med færdselsundervisningen, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Om Kommunernes Skoletrafiktest
Hvert år undersøger Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion, hvor meget kommuner og skoler prioriterer arbejdet med at gøre børn og unge mere sikre i trafikken.

Undersøgelsen sætter bl.a. fokus på, hvor mange elever, der får undervisning i trafiksikkerhed, og hvad kommunen gør for at understøtte området.

Kommunerne kan få fra 0 til 1.000 point i undersøgelsen, og får desuden individuelle anbefalinger til, hvad kommunen kan gøre bedre.

www.sikkertrafik.dk/trafiktest kan du se, hvordan alle kommunerne har klaret sig i årets undersøgelse, og hvilke kommuner der i 2024 er de bedste til at gøre børnene trafiksikre.

Det er vigtigt at klæde børn på med trafiksikre vaner gennem hele skoleforløbet. For når børn og unge begynder at færdes mere på egen hånd i trafikken, så stiger antallet af ulykker. De ti farligste år i trafikken for unge er fra de er 15-24 år, hvor de er klart overrepræsenterede i alvorlige trafikulykker.

Pressefoto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier