VINTERFERIE PÅ ORDRUPGAARD

DRØMMENES PORT. SYMBOLISME

I vinterferien inviterer Odrupgaard børn og voksne til at træde gennem drømmenes port og ind i symbolismens fabelagtige og syrede billedunivers. Der er skruet op for scenografien og ned for lyset i udstillingen, som er befolket af enhjørninger, kimærer og femme fatale-skikkelser i sjælfulde landskaber. Med udgangspunkt i spiritualitet og drømme søgte symbolisterne at trænge bag om den overfladiske virkelighed og ind i livets gådefulde essens. Udstillingen er blevet til i et ekstraordinært samarbejde med en privat samler, hvis kunstsamling normalt befinder sig bag lukkede døre i hendes slot i Frankrig. Lige nu og frem til d. 15. juni kan den ses på Ordrupgaard.

Der er arrangeret omvisning i udstillingen Drømmenes port. Symbolisme for voksne og store børn, lørdag d. 8. februar kl. 14. Omvisningen er gratis, når entréen/årskortet er betalt. Billet til omvisningen kan afhentes i skranken på dagen.

DRØMME OG SYMBOLER FOR BØRN
I vinterferien kan børn og barnlige sjæle gå på opdagelse i udstillingen Drømmenes port. Symbolisme med særlige samtaleark, der er skabt specielt til udstillingen. Her er der spørgsmål og opgaver, som kan åbne op for fantasien og sætte spændende samtaler i gang på tværs af generationer. Formidlingsarkene kan hentes i museets foyer.

SANSEOMVISNINGER FOR BØRN
I kan også komme med på en sanseomvisning sammen med en af vores søde omvisere, der har pakket en lille ’picnickurv’ med genstande, der åbner op for forståelsen af værkerne i Ordrupgaards franske samling. Undervejs skal I bruge sanserne, for I skal nemlig se, høre, dufte og føle!

SANSEOMVISNINGERNE FINDER STED:
D. 9. februar kl. 14
D. 16. februar kl. 14

Børn og unge op til 18 år har fri entré til museet, og det er gratis at deltage i omvisningerne. Billet til omvisningen kan afhentes i skranken på dagen.

KREARUM
I museets krearum kan børn og voksne i hele ferien skabe egne Drømmefangere, der ifølge traditionen tryller onde drømme og mareridt væk, så I kan sove sødt om natten.

VILLAPÜK FOR BØRN
På legende og finurlig vis har kunstnerduoen, Randi & Katrine, genskabt Ordrupgaards herskabsvilla fra 1918 i miniformat. Villapük kan bedst beskrives som et stort dukkehus, der fremstår som et lille Ordrupgaard. Med Villapük er der skabt en eventyrverden, der afspejler virkeligheden, men som er fuld af overraskelser.

BESØG FINN JUHLS HUS I VINTERFERIEN
Besøg Finn Juhls hus i vinterferien, hvor den verdensberømte arkitekts skulpturelle møbler er rigt repræsenteret. Her finder I for eksempel Høvdingestolen, Poeten og Judasbordet for blot at nævne nogle få, men møblerne står ikke alene. Arkitekturen og kunsten indtager nemlig en lige så central plads i et helstøbt modernistisk ’Gesamtkunstwerk’. I uge 7 er huset ekstraordinært åbent tirsdag til søndag.

Vinterferie på Ordrupgaard med den nyåbnede udstilling Drømmenes port. Symbolisme, temaomvisninger samt andre spændende oplevelser for børn og voksne. PR-foto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier