2795 træer i Gentofte er udpeget som bevaringsværdige, fordi de er store og markante og står tæt ved vejen, så mange kan se dem. Det er træer, som giver karakter til landskabet og er med til at skabe stemningen på en vej. Derfor gælder der særlige regler for, hvordan man som grundejer skal passe på træerne.

Når man løfter blikket og ser ned af nærmest en hvilken som helst vej i Gentofte Kommune om sommeren, er der grønt. Træerne spiller en stor rolle i Gentoftes bybillede, og så er de vigtige for at fremme biodiversitet, optage CO2 og give skygge til mennesker og dyr.
Selvom de fleste grundejere passer rigtig godt på deres flotte træer, er der en stigende tendens til at træer bliver fældet for at give plads til nybyggeri, ligesom nogle træer bliver beskåret på en måde, der skader dem og i værste fald kan få dem til at gå ud.
Hvis vi mister de store og markante træer langs vejene, mister vi en vigtig del af Gentoftes skønhed og særpræg. Kommunalbestyrelsen ønsker at bevare vores frodige og grønne kommune og den store herlighedsværdi, træerne giver. Derfor har et flertal i kommunalbestyrelsen nu vedtaget en ny lokalplan for bevaringsværdige træer i Gentofte Kommune.
Der er løbende blevet udpeget bevaringsværdige træer i Gentofte Kommune siden 1980erne, så vi har allerede 1900 bevaringsværdige træer. Med den nye lokalplan får vi 895 flere træer udpeget som bevaringsværdige. Så vi nu har hele 2795 træer i kommunen, som vi skal passe særligt på, og hvor der gælder særlige regler.
Lokalplanen om de bevaringsværdige træer var i høring i sommeren 2024. De mange gode høringssvar gav anledning til at kigge en ekstra gang på reglerne for, hvordan man håndterer sit bevaringsværdige træ, så det hverken er for bøvlet for borgerne eller sagsbehandlerne i kommunen. Derfor må grundejere fremover gerne selv lave almindelige beskæringer af deres bevaringsværdige træer uden at søge kommunen om tilladelse.
Faktaboks
Hvis du har et bevaringsværdigt træ på din grund
…har du fået en besked fra kommunen i din digitale postkasse.
…må du gerne foretage almindelige beskæringer på træet.
…må du foretage den nødvendige beskæring for at sikre gode adgangs- og oversigtsforhold i trafikken, jf. vejlovgivningen.
…må du ikke fælde det uden kommunens tilladelse.
…må du ikke topkappe eller styne træet uden kommunens tilladelse.
…må du ikke opstamme træet i mere end halvdelen af træets højde uden kommunens tilladelse.
…må du ikke lave bygge- eller anlægsarbejder inden for en radius af 3 meter fra træets stamme. Så skader du ikke træets rodnet.
…skal du beskytte træet med hegn, hvis du laver bygge- eller anlægsarbejder i nærheden. Så forebygger du skader på træet.
…kan du få dispensation, hvis kommunens træspecialist vurderer, at det bevaringsværdige træ er et risikotræ, dvs. dødt, sygt eller i risiko for at vælte. Du kan også få dispensation, hvis det bevaringsværdige træ gør det umuligt at bygge til eller bygge om.
Læs mere om Lokalplan 444 Temalokalplan for bevaringsværdige træer.
Her kan du også finde link til lokalplanen og se, hvilke træer, der er udpeget som bevaringsværdige.
Har du spørgsmål, kan du kontakte plan-byg@gentofte.dk