De næste tre adventssøndage inviterer Ordrupgaard børn og familier til julehygge i de gamle stuer og på lygteture i museets store Kunstpark.

Søndag d. 3., d. 10., og d. 17. december kl. 13.00-13.45: Højtlæsning omkring juletræet
Julestemningen sænker sig, når der bliver læst højt af juleeventyr omkring det smukt pyntede juletræ i Havestuen. Det er en af museets søde omvisere, der byder indenfor i julestuen.

Søndag d. 3., d. 10., og d. 17. december kl. 14.00-14.45: Lygtetur i Kunstparken
Ved skumringstid tager vores omvisere børnene med på lygtetur i den store Kunstpark. Børnene får hver sin lygte, så de kan lede efter skjulte nisser. Undervejs vil de høre om dengang – for mere end 100 år siden, da familien Hansen boede på Ordrupgaard, og de vil finde spændende skulpturer og hemmelige stier. Forældre er velkomne på turen, men må også gerne besøge samlingerne eller caféen imens. Praktisk fodtøj tilrådes.

Alle dage indtil d. 30. december:

Julejagt – på opdagelse i kunsten
Børnefamilier kan desuden gå på julejagt i samlingerne på egen hånd. I foyeren udleveres et særligt julehæfte, der giver en spændende introduktion til kunstens verden. Jagten tager udgangspunkt i museets enestående samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. århundrede, og den danner afsæt for sjove, lærerige og anderledes kunstoplevelser.

Julekrearum
I det hyggelige krearum kan der laves julepynt alle dage frem til den 30. december.

Aktiviteterne er gratis, når entréen/årskortet er betalt, og børn har fri entré.

Se kalenderen her

Juletræ i stifterparrets smukke herskabsstue fra 1918. Foto: Ordrupgaard

Tilmeld dig vores nyhedsbrev