Ældre strømmer til fysioterapeut

Danske Fysioterapeuter skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om de ældre:

Antallet af ældre patienter hos praktiserende fysioterapeuter i Region Hovedstaden er vokset 47% på fem år. Det skyldes især, at de ældre vil være aktive længere.

Ønsket om en aktiv alderdom får stadig flere ældre til at lægge vejen forbi en fysioterapeut. Foto: Yuri Arcurs.

Der er gang i butikken hos fysioterapeuterne i Region Hovedstaden. Det skyldes især de gråhårede patienter. Fra 2013 til 2018 er der kommet 47% flere patienter på 70 år og op.

Ifølge, Tine Nielsen, der er regionsformand for Danske Fysioterapeuter, skyldes det især, at de ældre har større forventninger til, hvad de skal kunne.

“Vi har fået en generation af pensionister, der gerne vil være aktive, selvom de er godt oppe i årene. Samtidig med at der er blevet flere af dem, og de to ting til sammen kan virkelig mærkes hos vores medlemmer,” siger hun.

Fra 2013 til 2018 steg voksede antallet af indbyggere i Region Hovedstaden på 70 år og over med 21%.

Læger henviser flere

En tredje årsag til de flere patienter hos fysioterapeuterne skal findes hos de praktiserende læger. For at få tilskud til behandlingen hos en praktiserende fysioterapeut, skal man have en henvisning fra sin læge. Og netop de praktiserende læger har også en del af æren for, at flere kommer til fysioterapeut.

“I takt med, at der bliver mere og mere evidens for træning som behandling af en lang række sygdomme, så henviser lægerne også flere og flere,” siger Tine Nielsen og fortsætter:

“Min klare forventning er, at det vil blive endnu flere fremover. Der bliver forsket meget mere i effekten af fysioterapi end der gjorde tidligere. For mange patienter er træning en vigtig del af behandlingen – og så har det ikke de bivirkninger, som medicinsk eller kirurgisk behandling har.”

Færre operationer

Et godt eksempel er patienter med artrose (tidligere kaldet slidgigt) i knæet. Mange af disse patienter blev tidligere opereret, men videnskabelige studier har vist, at målrettet træning er langt den bedste behandling for de fleste af disse patienter – både når man ser på smerter og funktionsevne.

Selvom der er solid evidens for, at træning er førstevalget ved knæartrose, så halter systemet dog bagefter.

“Det er et problem, at operation stadig er gratis for patienterne, mens de skal betale størstedelen af regningen selv, hvis de går til fysioterapeut. Operationer er ovenikøbet væsentligt dyrere end træningsforløb. Det betyder, at vi som samfund kommer til at betale mere for en behandling, der er dårligere,” siger Tine Nielsen.

Hun opfordrer derfor kommunerne til at tale med regionen om at tilbyde den form for træning gratis.

“Det er et udtryk for at vores system ikke er fulgt med tiden. Det bør politikerne overveje at rette op på,” siger Tine Nielsen.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier