Torsdag 15. september blev der indgået en ny toårig budgetaftale på Gentofte Rådhus. Det er en enig kommunalbestyrelse, som står bag aftalen, der er indgået af Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten. For Enhedslistens vedkommende er det første gang, at partiet er med i et budgetforlig i Gentofte.
Med titlen GENTOFTE TÆNKER OG HANDLER LANGSIGTET understreger partierne betydningen af at sikre handling og økonomi bag en række langsigtede indsatser. Der er blandt andet behov for høje klima-ambitioner, en fortsat indsats for trivsel og sundhed hos børn og unge – og at kommunen også i fremtiden forbliver en attraktiv arbejdsplads for dygtige medarbejdere.
Forligspartierne er enige om at afsætte store beløb de kommende to år til indsatser for klima og bæredygtighed. Der vil blive investeret massivt i at møde udfordringen med at fastholde og rekruttere medarbejdere, mens kommunens Ungeindsats nu bliver permanent med en fast bevilling. Derudover afsættes der betydelige beløb til at forbedre forholdene for sårbare børn og deres familier.
En robust økonomi er en forudsætning
Det er forligspartiernes holdning, at borgerne i Gentofte ikke skal opleve ringere service, fordi et Folketingsflertal i 2020 vedtog en udligningsreform, som pålagde Gentofte at betale yderligere 500 mio. kr. om året i udligning ved fuld indfasning af reformen. Derfor følges planen om at hæve skatten med 0,17 procentpoint i 2023 til 24,17 %, med yderligere 0,17 procentpoint i 2024 og endelig 0,22 procentpoint. mere i 2025, selv om det er imod forligspartiernes ønske.
Gentofte Kommune er fortsat blandt de kommuner i landet med det allerlaveste samlede skattetryk. Derfor er det også kommunens mål, at der arbejdes konstant på at nedbringe omkostninger, spare ressourcer gennem mere effektive arbejdsgange, afbureaukratisering og ved at udnytte digitaliseringens muligheder.
Parterne siger om aftalen
Borgmester Michael Fenger, Det Konservative Folkeparti:
“Budgetaftalen indeholder en perlerække af nye tiltag og forsøg, der vil bidrage til at gøre vores kommune endnu bedre for alle aldersgrupper – både børn, unge, voksne og ældre. Jeg er meget glad for, at vi i fællesskab kan prioritere helt nødvendige, langsigtede indsatser som klima og bæredygtighed samt børn og unges trivsel og sundhed. Samtidig sætter vi med aftalen to streger under, at kommunen skal være en attraktiv arbejdsplads, der kan fastholde og rekruttere dygtige medarbejdere. Det er helt afgørende for, at vi kan levere god velfærd i fremtiden. Budgettet sikrer også en robust økonomi og lav skat – og har fokus på forenkling og afbureaukratisering til glæde for både borgere og medarbejdere.”
Marie Brixtofte, Det Radikale Venstre:
“Det er en fantastisk budgetaftale, der fokuserer på Danmarks tre største kriser: klima, trivsel og velfærd. Aftalen sætter bl.a. yderligere skub i fjernvarme-udrulningen, så vi kan blive uafhængige af Putins gas; den afsætter store summer til nye cykelstier og giver mulighed for nedfræsning af el-ladekabler i fortove. Signifikante midler afsættes til sårbare og højtbegavede børn, trivsel sættes på skoleskemaet og 3-5 af vores skoler vil få senere mødetider i udskolingen, noget som forskningen viser kan sænke de unges angst-niveau. Borgerne får nu en borgerrådgiver og ‘Gentoftes Internationale Dag’, hvor vi kan komme endnu tættere på de 12% af vores borgere, som er internationale. Dette er blot få af mange vigtige nye tiltag, som vil komme vores kommune og borgere til gavn.”
Søren Heisel, Socialdemokratiet:
“Vi er super tilfredse med budgetforliget. Når 19 ud af 19 er med, siger det meget om, at alle ville nå en løsning. Der er rigtig mange gode og positive tiltag i budgettet, og vi er især glade for enigheden om forbedringer inden for børn og unges vilkår, skole, kultur, idræt, bæredygtighed og ikke mindst beskæftigelsesområdet. Vi sætter ind med mere hjælp og støtte til de unge. I fællesskab vil vi investere i faglig uddannelse til ledige, så vi kan få besat de stillinger, hvor vi har rekrutteringsudfordringer, og vi forsøger at få sat endnu mere fart på udrulningen af fjernvarmen.”
Helene Naur Brochmann, Socialistisk Folkeparti:
“I SF synes vi, at det er meget positivt, at vi bordet rundt har kunnet bakke op om hinandens forslag. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde. Helt konkret er vi rigtig glade for, at vi nu får ansat en borgerrådgiver og at vi er enige om at indføre et “klimabudget” på linje med det økonomiske budget. Flere penge til lærere i folkeskolen og opnormering af PPR og det specialiserede børneområde er også rigtig godt. Og så glæder vi os meget til at kunne understøtte cyklismen med en ny supercykelsti, Kystbaneruten, og flere mindre cykelstier, og til at hjælpe de unge med et nyt, åbent seksualrådgivningstilbud.”
Morten Løkkegaard, Venstre:
“Der er fokus på en fortsat sund økonomi, en ambitiøs klimaindsats (bl.a. flere el-ladestandere) – og nødvendige forbedringer for sårbare børn og deres familier. Venstre er især glad for, at der er afsat flere penge til at forbedre Gentoftes hårdt prøvede veje, at der bliver opfølgning på arbejdet med Det Internationale Gentofte – med et Mini-OL, støtte til begge biografer – og sidst men ikke mindst: Gentofte bliver landets første Bauhaus-kommune.”
Frederik Dehlholm, Enhedslisten:
“Enhedslisten har været glad for det åbne forhandlingsforløb som Michael Fenger har stået for. Vi er for første gang gået med i et 2 årigt budgetforlig da vi finder, at der er rigtigt mange gode elementer i budgetforliget: Endelig har vi fået en borgerrådgivet som en af de sidste kommuner i landet, der er rigtigt mange gode miljø/klima-tiltag (flere cykelstier, energirenovering af kommunens bygninger, et borgerklimating, flere ladestandere, igangsættelse af klimabudgetter for kommunen, fremskyndelse af udrulningen af fjernvarme), rigtigt mange positive tiltag for børn og unge, mange nye ungdomsboliger, bedre arbejdsmiljø og kompetenceudvikling for kommunens ansatte, samt nye sundhedsmæssige tiltag.”