Fedt i afløbet kan blive dyrt – men se her HOFORs juleråd om, hvordan du kan genbruge det overskydende fedt fra al julemaden.
Julens fedt er afløbets skræk
Snart kører gryder og pander på højtryk med årets julemad. Med forhøjet aktivitet i køkkenet rundt om i de danske hjem kommer HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, med råd om, hvordan de køkkentravle kan komme af med det overskydende fedt fra al julemaden.
Andefedtet må ikke ænde i afløbet – det kan genbruges i juledagene.
Julen nærmer sig og mange ser frem til and, flæskesteg og gås på menuen. Traditionsrig julemad, der ikke alene giver lidt ekstra fedt i maverne, men også betyder mere overskydende fedt fra madlavningen. Men hvordan er det nu med det overskydende fedt fra madlavningen, må det ryge direkte i afløbet?
Julebudskab fra HOFOR Johnny Pedersen, der er sektionsleder i HOFORs spildevandsafdeling, har et klart julebudskab til de private julekokke rundt om i køkkenerne:
“Det overskydende fedt fra julemaden skal ikke hældes i hverken køkkenvask eller afløb. Fedtet kan nemlig tilstoppe både dit afløb og hele spildevandssystemet.
Når fedtet afkøles, vil det størkne og sætte sig som fedtaflejringer på den indvendige side af kloakrøret – det kan danne propper i kloakken og stoppe afløb. Og i sidste ende kan det give ærgerlige ekstraregninger til spuling af din kloak”, lyder det fra Johnny Pedersen
Fedt i biospanden
Men hvis det overskydende fedt ikke må hældes i afløbet, hvor skal man så gøre af det?
“Hvis man bare vil helt af med fedtet, så skal man i stedet smide det i skraldespanden, nærmere bestemt spanden til bioaffald, hvis man har sådan en”, siger Johnny Pedersen.
Gør brug af julefedtet
Han synes dog, at det er synd at smide alt fedtet ud, for heldigvis er der jo mange andre ting, du kan gøre med det:
Brug det i madlavningen. Fedt er den perfekte base til en god julesovs. Brug det i rødkålen, så den får lidt ekstra god smag. Eller steg gulerødder, løg og indmad i fedtet. Glæd gæster eller familie med hjemmelavede pomfritter stegt i andefedt, kartoffelpizza med lidt fedt på eller popcorn lavet i andefedt i juledagene. Brug det på rugbrødet i stedet for smør. Det smager især godt under sild.
Kog dit afløb
Sektionslederen har desuden et godt råd til, hvordan man løbende holder sine afløbsrør rene og forebygger dårlig lugt:
“Man skal jævnligt hælde kogende vand i afløbet. Det er mindst lige så effektivt som kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin – og så er det billigere og meget mere miljøvenligt”, siger Johnny Pedersen.
Du kan se flere gode råd fra Johnny Pedersen i denne korte video, hvor han optræder som figuren “Din Spildemand”, der giver råd om, hvad man må komme i hjemmets afløb.
Videolink – filmen må gerne deles på egne platforme: Sådan genbruger du julens andefedt