Lokalhistorisk Forening i Gentofte havde 28 september arrangeret et besøg på Sølyst, hvor Kgl. Hofjuveler og skydebroder Flemming Hertz viste rundt.
Sølyst er siden 1948 ejet af Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab.
Landstedet Sølyst er opført i 1760 og senere ombygget. Det var blandt andet ejet af finansminister Schimmelmann, som satte et monument, Emiliekilde over sin afdøde hustru. Der var gennem tiden flere ejere, en del gik det dårligt økonomisk efter, at den florissante tid var ovre, og det blev svære tider for Danmark.
Skydebroder Flemming Hertz fortalte levende om Skydeselskabet. Skydeselskabet er en gammel sag – det blev stiftet i 1334 til forsvar af København. Selskabet mødes til skydning efter skive om eftermiddagen i maj, juni, august og september. Om aftenen er der middag i smoking med uddeling af præmier i form af sølvgaver. Engang om året i september er der fugleskydning, hvor man skyder efter papegøjen (dog af træ).
Det er kun mænd, der kan være medlemmer. Der er dog et kvindeligt medlem, nemlig ”den højeste” broder, Dronning Margrethe. Hun kommer en gang hvert 5. år. Både Prins Henrik, Kronprins Frederik og Prins Joachim er skydebrødre.
Selskabet ønsker at være kulturbærende og er hengivende over for kongehuset og man skal derfor anbefales som medlem, for at blive en del af det fine selskab.
Det er interessant at kigge på alle de malede skydeskiver, som hænger overalt på væggene og fortæller danmarkshistorie.
Hver nyt medlem skal give en ”malt” skive, der hentyder til hans virke. Heldigvis skydes der ikke mere efter de malede skiver, kun de ældste er der huller i. Der findes mere end 2000 skiver. En del af dem bliver opbevaret i arkiv på det lille museum.
Sølyst lejes ud til forskellige fester og arrangementer. Der er et helt moderne køkken i kælderen og de smukke stuer kan anbefales til festlige lejligheder.
[slideshow_deploy id=’14389′]