Dangerous When Wet

Vådhed og krystalblåt vand i Kildeskovshallens betagende arkitektur danner ramme om den eksperimenterende gruppeudstilling Dangerous When Wet.

Dangerous When Wet lader publikum flyde ind i et magisk univers. Udstillingen udfolder sig som en rute med stop i underjordiske rum, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden, og byder på alt fra badesandaler over synkronsvømnings-performance til en spiselig skulptur og et maleri i vand. Med svømmehallen som scene undersøger Dangerous When Wets kunstnere vand som det fælles element, der forbinder os på tværs af kroppe og landegrænser.

Vaskeritual, værker under vand og en synkronsvømnings-performance

Adgangsbilletten til den forvandlede svømmehal er et værk i sig selv: et par badesandaler skabt af kunstner Filip Berg. I det labyrintiske omklædningsrum bliver man ledt til et vaskeritual af hænder og fødder i Iben Zorns sæber og beroliget af særligt fremstillede dufte fra skulpturelle duftkar. Herefter ledes man under jorden til den unge, lovende kunstner Adele Rannes mytiske værker for at ankomme i svømmehallens store rum, hvor man bl.a. vil kunne gå på opdagelse i malerier installeret på ruder og på bunden af et bassin. Et spiseligt kunstværk venter i pausen til en fortryllende performance-koncert med Linda Lamignan på udspringsvipperne. Aftenen afsluttes i udspringsbassinet, hvor en synkronsvømnings-performance åbenbarer sig med seks transindividuelle kroppe til en musisk live-komposition.

Med sin placering i en svømmehal udvider Dangerous When Wet kunstens rum og åbner for nye oplevelser i en sammenhæng, der adskiller sig fra et kunstmuseum. Udstillingen vender hverdagen på hovedet og viser nye perspektiver på svømmehallen som offentligt rum.

Dangerous When Wet er kurateret af Mette Woller og skabt i samarbejde med Copenhagen Contemporary og Dansehallerne. Dangerous When Wet er en eksperimenterende gruppeudstilling, der spreder sig over tid og sted. Ud over hovedudstillingen, der vises i Kildeskovshallen d. 30. september (kl. 16 og 20), udfolder Dangerous When Wet sig på Copenhagen Contemporary med den prisvindende performance FIEBRE d. 1. og 2. oktober (kl. 20) og videoværker fra d. 14. september til d. 3. oktober.

Dangerous When Wet er det afsluttende kapitel i et længerevarende researchprojekt, der undersøger kærlighedens rolle i samfundet ved at udfordre heteronormative forståelser af begrebet med to tidligere udstillinger, hhv. på Kunstraum i London (2014) og Complete Body fitness center i New York (2015).

_______________________________________________

Deltagende kunstnere:

Tamara Alegre (IC/CH), Élie Autin (CH/FR), Lydia Östberg Diakité (SE/CI), Nunu Flashdem (CH), Marie Ursin (NO), Kinga Bartis (HU), Filip Berg (DK), Tea Eklund- Berglöw (SE), Freja Sofie Kirk (DK), Melanie Kitti (SE), Linda Lamignan (NO/NG), Pablo Lilienfeld (ES/BE) & Federico Vladimir (AR/ES), Adele Marie Rannes (DK), Iben Zorn (DK).

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier