Danmark puster for at bremse farlig lungesygdom
Den 16. november er det Lungedag i hele Danmark, og det markerer Lungeforeningen med mere end 60 arrangementer rundt om i landet. Lungeforeningen drager bl.a. på virksomhedsbesøg med PensionDanmark, måler lungerne på danskerne på Københavns Hovedbanegård og Aarhus Hovedbanegård, og sammen med foreningens frivillige, sundhedsafdelingerne i landets kommuner, flere apoteker og flere af landets hospitaler, giver vi mulighed for at få målt lungerne i resten af landet.
I Danmark har op mod 700.000 danskere en kronisk lungesygdom. Mange ved det ikke, fordi de selv, og deres pårørende, overser symptomer som fx hoste og åndenød. En undersøgelse Epinion har lavet for Lungeforeningen viser, at 2 ud af 3 danskere med symptomer på lungesygdom ikke går til lægen. De undskylder ofte symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form, og får så ikke gjort noget ved det.
Men det er vigtigt at reagere på tegnene. Lungesygdommen KOL er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark, og Danmark har flest dødsfald pr. indbygger i EU grundet sygdommen. Sygdommen kan bremses, hvis den opdages i tide. Derfor står Lungeforeningen bag den årlige Internationale Lungedag i Danmark. Her kan borgere i hele landet få hjælp til lungerne, og flere steder kan man få et lungetjek, som omfatter bl.a. en lungefunktionsmåling og en snak om symptomer på lungesygdomme.
På virksomheder, i storbyer og lokalt Lungeforeningen har over flere uger sat fokus på symptomerne på lungesygdomme med kampagnen: PUST NU – Hiv, Host, Hvæs, der har kørt på de sociale medier. Budskabet i kampagnen er, at hvis din bil hoster, hiver efter vejret eller siger en hvæsende lyd, så gør du noget ved det og får den på værksted. På tilsvarende vis, skal dine lunger til tjek hos lægen, når du over længere tid hoster, hiver efter vejret eller har en hvæsende vejrtrækning.
Og på selve Lungedagen den 16. november, er Lungeforeningen til stede mange steder rundt om i landet for at gøre opmærksom på dette. Lungeforeningen er via et nyt tæt samarbejde med PensionDanmark til stede på to storkøbenhavnske virksomheder, hvor de ansatte tilbydes lungefunktionsmålinger, samtidig med at PensionDanmark har skærpet opmærksomheden i deres sundhedsrådgivning om symptomer hos de medlemmer, de er i kontakt med.
I landets to største byer vil Lungeforeningen sammen med ansatte fra Københavns og Aarhus Kommune være til stede på Hovedbanegården og Aarhus Hovedbanegård og tilbyde danskere på vej hjem fra arbejde et tjek af lungerne mellem kl. 14.00 og 17.00. Lungeforeningen vil også være til stede i lokale Bilkaer i Esbjerg, Viborg og Horsens, samt på lokale sundhedscentre i Hvidovre, Faxe og Brovst. Herudover vil flere af landets apoteker markerer Lungedagen og hjælpe lungesyge med f.eks. deres medicin.
Vigtigt at reagere på symptomerne Det er vigtigt, at folk bliver mere opmærksomme på tegnene på lungesygdomme. Især lungesygdomme kan udvikle sig til at blive svært invaliderende og dødelige, hvis man ikke gør noget.
Det er vigtigt at gøre noget, og derfor vil vi i år gøre op med, at vi tager alt for let på vores lunger. Vi skal undgå at gå helt KOL’, som vi siger i vores kampagne, fortæller Lungeforeningens direktør Anne Brandt.
Kampagnen, som Lungeforeningen gennemfører i år, følger op på kampagnen Pust Liv i hverdagen, som Lungeforeningen gennemførte sammen med Sundhedsstyrelsen, hvor fokus også var på vigtigheden af at reagere på tegnene på lungesygdom, og kontakte sin egen læge, hvis man har symptomer. Lægen laver en undersøgelse af lungerne, som kan vise om man har en kronisk lungesygdom. Jo før, man reagerer, jo bedre.
Lungesygdomme kan behandles. Når man får konstateret en lungesygdom, kan medicin og ændringer i livsstil, særligt at kvitte smøgerne, hvis man ryger, hjælpe til, at man får det bedre og sygdommen bremses. Desværre hører vi ofte, at mennesker med kroniske lungesygdomme først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer, og her er effekten af behandlingen mindre. Derfor vil jeg opfordre til, at hvis man har de mindste symptomer, så kontakt lægen eller brug lungedagen til at få målt dine lunger, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.
Lungedagen finder sted 3. onsdag i november hvert år, hvor Lungeforeningen i samarbejde med sundhedsprofessionelle over hele landet bl.a. tilbyder lungetjek til danskerne.
Kontakt
For oplysninger om Lungedagen og livet med en lungesygdom, kan du kontakte Charlotte Larsen, presseansvarlig, Lungeforeningen, tlf. 41 61 26 29, cl@lunge.dk
Onsdag den 16. november er der Lungedag, og det betyder, at man ved arrangementer i hele landet kan få målt sin lungefunktion. Formålet med dagen er at få flere danskere til at kende symptomerne på lungesygdomme og få et lungetjek, hvis de oplever symptomer som hoste, åndenød og hvæsende vejrtrækning i en periode på to måneder eller mere.
Du kan hurtigt lave en hurtig test af om du har symptomer på lungesygdom på kampagnens hjemmeside: www.pustnu.dk. På Lungeforeningens hjemmeside kan du se, hvor du kan få målt din lungefunktion: www.lunge.dk/lungedag
Pressen er meget velkommen på Lungedagen – både på Københavns Hovedbanegård, på Aarhus Hovedbanegård, til virksomhedsarrangementer sammen med PensionDanmark, i Bilka og til lokale lungedagsarrangementer.
Kontakt Charlotte for at koordinere eventuelle besøg på dagen. På Lungeforeningens hjemmeside under www.lunge.dk/lungedag findes tid og sted for alle aktiviteter på Lungedagen
Fakta om KOL og andre lungesygdomme KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det at ca. 400.000 har KOL, men ca. halvdelen ved det ikke. KOL er én af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og i gennemsnit dør 9 mennesker på grund af KOL hver dag.
Omkring 85 pct. af tilfældene for KOL skyldes rygning, mens de resterende tilfælde kan henføres til erhverv med meget støv, damp eller røg, eller manglende udvikling af lungerne i den tidlige barndom fx pga. hyppige lungeinfektioner, kan føre til nedsat lungefunktion i den tidlige voksenalder (mellem 20 og 30 år) og disponerer til øget risiko for KOL i voksenalderen.
KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.
På www.lunge.dk/kol kan man finde generelle informationer om sygdommen, dens symptomer, behandlingsformer og forebyggelse.
Fakta om lungesygdomme Omkring 700.000 danskere lever med en lungesygdom i Danmark, men alt for mange ved det ikke. De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL.
Der findes også en lang række mere sjældne lungesygdomme som lungefibrose, Alfa-1 antitrypsin mangel og bronkiektasier. Udfordringen ved kroniske lungesygdomme er, at symptomerne kan virke harmløse eller bortforklares med dårlig form eller alder.
Få mere viden om lungesygdomme på www.lunge.dk/lungesygdomme og www.sundhed.dk.