Klimakommune, Klimakommune Plus, Giftfri Haver, Naturens Dag og Naturfamilier er alle landsdækkende koncepter, som Danmarks Naturfredningsforening står bag. Den lokale afdeling bidrager meget aktivt til at implementere disse initiativer i Gentofte Kommune.
– Det er med meget stor glæde, at vi uddeler Gentofte Kommunes miljøpris 2020 til Danmarks Naturfredningsforening i Gentofte. Foreningen har gennem en årrække været en værdifuld samarbejdspartner og en vigtig medarrangør ved mange af de grønne arrangementer og initiativer, der finder sted i kommunen, fortæller borgmester Hans Toft.
Det er tiende gang, Gentofte Kommune uddeler miljøprisen til en frivillig forening, der har gjort en særlig indsats. Miljøprisen er en anerkendelse af de mange frivillige ildsjæle i kommunen, som hver dag yder en stor indsats for bæredygtige initiativer til gavn for klima og miljø. Og i år går prisen altså til en forening, der gennem affaldsindsamlinger, Naturens Dag, Grøn Dag, Kultur- og Festdage, Gentoftenatten, Vandets Dag og en lang række andre aktiviteter bidrager til et rent og sundt miljø i Gentofte.
– Ligeledes er det i samarbejde med den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, at Gentofte Kommune er blevet medlem af både Klimakommune og Klimakommune Plus. Det bidrager til kommunens målrettede arbejde med CO2 reduktion og videreudviklingen som en ambitiøs klimakommune, siger borgmester Hans Toft.
En stor anerkendelse
Miljøprisen er en stor anerkendelse af foreningens arbejde, siger Ulrik Reeh, formand i Danmarks Naturfredningsforening Gentofte:
– Vi har ad åre fået et stadig tættere samarbejde med kommunen. Vi oplever, at der er lydhørhed for vores forslag om alt fra styrkelse af kommunens blå og grønne struktur og vilde naturindhold i den kommunale planlægning og drift til mere bæredygtig adfærd for eksempel i forhold til kildesortering og genbrug af affald, separat regn- og spildevandshåndtering.
Danmarks Naturfredningsforening Gentofte modtager 25.000 kr. med miljøprisen, og foreningen vil nu gå i gang med overvejelserne om, hvad pengene skal bruges til, fortæller Ulrik Reeh:
– Vi kunne måske bruge pengene til et konkret fysisk tiltag til formidling af noget vild natur i kommunen, fx en undervandskikkert ved en af vores havne eller et diskret observationsskjul over trækronerne eller en rørskov et sted, hvor man i ro og fred kan opleve naturen fra en ny vinkel.
Danmarks Naturfredningsforening Gentofte
Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling i Gentofte består blandt andet af bestyrelsesformand Ulrik Reeh, næstformand Ann Thorsted, tidligere formænd Hans-Jürgen Stehr og Niels Henrik Theisler, Lea Gram, Julie Stidsholt samt mange andre aktive frivillige.
Tidligere års vindere af Gentofte Kommunes Miljøpris
2019: Repair Café Hellerup
2018: Madklubben HE-22
2017: Lommehaven Grøntofte og andelsboligforeningen Jomsborgvej/Sundvej
2016: iGenbrug
2015: Gentofte Byttemarked