Danske bilister på glatis i Norge og Sverige

SOS skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om glatis:

Norge og Sverige er populære destinationer, når danskerne pakker skiudstyr i bilen og kører på vinterferie. Men vejret og afstandene i vores nordiske nabolande udfordrer danske bilister. SOS Internationals norske og svenske vejhjælpskolleger løfter sløret for, hvilke fejl, danskerne begår.

Sidste år fik knap 1.400 danske bilister brug for vejhjælp i udlandet gennem Rødt Kort-ordningen i vintersæsonen (uge 4 til 9). Langt de fleste assistancer ligger i de danske vinterferieuger, hvor mere end en tredjedel af sagerne omhandler danske bilister, der får brug for vejhjælp i Norge og Sverige.

Jan-Petter Schøyen er stationsleder hos SOS Veihjelp i Oslo, og han har set mange danskere begå de samme fejl år efter år:

– Vi udfører mange af de samme slags assistancer for danskerne hvert år. Den helt klassiske er starthjælp på grund af et fladt batteri. Starthjælp udgør omkring halvdelen af vores assistancer i vinterferieugerne, siger Jan-Petter Schøyen.

Vil man undgå et dødt batteri anbefaler Jan-Petter Schøyen, at batteriet er fuldt opladet, når bilen parkeres ved ankomst. Og er det muligt at få en opvarmet parkeringsplads, er det en rigtig god ide.

Også i Sverige er starthjælp den hyppigste årsag til, at danskere på skiferie har brug for vejhjælp, bekræfter Mattias Haglund, der ejer Bärgningstjänst Dalarna, en del af SOS Internationals netværk i Sverige.

Fuld tank, varmt tøj og en sneskovl
De lange afstande og kolde temperaturer kan komme bag på danske skiturister i Norge og Sverige.

– Hvis man kører over højsletterne, kan der være meget langt til nærmeste tankstation, så vi anbefaler at fylde brændstof og sprinklervæske på bilen før de lange stræk. Derudover er det godt at forberede sig på, at det kan være en kold fornøjelse at sidde i en slukket bil i længere tid, hvis uheldet skulle være ude siger Jan-Petter Schøyen.

Derfor anbefaler SOS International at pakke bilen fornuftigt med varmt tøj i kabinen, en fyldt termokande, snacks og en powerbank til telefonen.

Svensk og norsk diesel fryser ikke
Derudover er det en god ide at øve sig i at montere snekæder hjemmefra. Og kører man i dieselbil, er det en fordel at fylde tanken med norsk eller svensk diesel:

– Vi anbefaler danskere at tanke med lokal diesel. Vores diesel er tilsat additiver, der beskytter brændstoffet mod at fryse, siger Mattias Haglund.

SOS Internationals gode råd til vinterkørsel i Norge og Sverige:

Tank dieselbilen med norsk eller svensk diesel, der er tilsat additiver, så brændstoffet ikke fryser
Husk snekæder og øv dig gerne i at montere dem hjemmefra
Skal du over fjeldet, så husk fuld tank og en sneskovl – og hav varmt tøj, mad og drikke i bilen
Er uheldet ude, så tilkald hjælp via Rødt Kort-appen. Så har vejhjælpen din præcise gps-position

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier