Dodo and the Dodos vender tilbage til Bakkens friluftsscene torsdag den 30. maj kl. 18.30!
I sommeren 2024 kan Dodo & The Dodo’s fejre deres svimlende lange 45 års musikalske venskab. Mens sommeren var på sit højeste, og radioen spillede Glorys Gaynors – ”I Will Survive” og TOTO’s – ”Hold The Line”, barslede de 16-17 årige skolevenner og musikkammerater, som senere skulle komme til at hedde Dodo & The Dodo’s, med egne numre i en kælder nord for København. Sidenhen udgav bandet et hav af hits, og blev i slut 80’erne det absolut største og mest eftertragtede band i Danmark. Resten er historie.
I 2024 tager Dodo & The Dodo’s derfor på en eksklusiv jubilæums-tour. Med sig bringer de en kæmpe skærmproduktion og et band langt ud over det sædvanlige. Det er planen at lave visuelle tilbagekig på de foregående 45 år, samtidigt med der holdes et jubilæumsbrag uden sidestykke.
Hiv din familie, venner eller kollegaer med på Bakken og glæd jer til en musikoplevelse, I sent vil glemme – det er som altid gratis!