Så blev det mandag, og vi er klar med en masse spændende film og særarrangementer!

I sidste uge havde vi Danmarkspremiere på Downton Abbey: En ny æra, og vi vil gerne sige tak til alle jer, der var med til vores Downton Abbey-dag om torsdagen! Vi viser filmen dagligt, så der er masser af muligheder for at komme forbi og se efterfølgeren.

På torsdag d. 26. maj har den længe ventede Top Gun: Maverick endelig premiere! Filmen er efterfølgeren til Top Gun fra 1986. Tom Cruise er tilbage i hovedrollen som Pete ”Maverick” Mitchell.

Onsdag d. 1. juni har vi en rigtig kultklassiker på programmet, når vi viser The Way of the Dragon med legendariske Bruce Lee i hovedrollen. Denne forrygende Kung Fu-film, byder på den unikke kamp mellem Bruce Lee og Chuck Norris -måske den mest mindeværdige kampscene nogensinde filmet?

Vi viser også stadig både Ennio Morricone og den fantastiske Skolen ved verdens ende, som var Bhutans Oscarnominerede drama i år.

Og så kan vi fortælle, at forsalget til Baz Luhrmanns episke drama “Elvis” med Austin Butler og Oscar-vinder Tom Hanks i hovedrollerne, starter d. 31. maj.

Vi glæder os til at tage imod jer!

Downton Abbey: En ny æra

Endelig er det historiske drama om familien Crawley og deres trofaste tjenerstab tilbage i biografen. Arv og gæld mødes atter på det smukke Downton Abbey. For at skaffe penge til en meget tiltrængt reparation af slottets tag indvilger Lady Mary, som er blevet den styrende kraft, selv om hendes far, Lord Grantham, stadig er familiens overhoved, i at lade et filmhold bruge Downton Abbey som kulisse til et storslået drama. For at undgå al denne vulgaritet og for at undersøge, hvad der egentlig ligger bag, at en vis Marquis de Montmirail har efterladt sin fornemme villa i Sydfrankrig til enkegrevinden, drager Lord Grantham til Frankrig med Lady Grantham og en stor del af familien, mens Lady Mary må holde skansen derhjemme. Mystikken om arven breder sig og får Lord Grantham til at tvivle på, hvem han egentlig er, mens Lady Grantham bliver tvunget til at betro ham en dyb hemmelighed. Hjemme på Downton Abbey vendes livet på hovedet, og ikke mindst tjenestefolkene er dybt betagede af filmverdenens glamour, der dog også får nogle hak i lakken, da stjernerne viser sig at være anderledes end deres glitrende image … og da produktionen må stoppe midt i det hele, fordi stumfilm bliver umoderne og en helt ny teknik skal introduceres. Men hverken franskmænd eller filmfolk lader dog til at kunne ændre den gamle butler Mr. Carsons overbevisning om, at tingene var bedre i gamle dage.

Sagaen om Grantham-familien og deres tjenestefolk får en smuk afrunding i ”Downton Abbey: a New Era”. Manuskriptet er atter af serieskaberen Julia Fellowes, mens instruktionen er lagt i hænderne på den Emmy nominerede Simon Curtis, der med sikker hånd styrer handlingen både til Sydfrankrig og ind i filmens verden. Alle de kendte og elskede skuespillere – Hugh Bonneville, Elizabeth McGovern, Maggie Smith og alle de andre – får selskab af bl.a. Nathalie Baye, Hugh Dancy og Dominic West.

Se alle spilletider og køb billetter

Top Gun: Maverick

Efter over 30 års tjeneste som en af Flådens bedste piloter befinder Pete ”Maverick” Mitchell (Tom Cruise) sig præcis, hvor han hører til: Han presser sig til sin yderste grænse som vovemodig testpilot og undgår med held de forfremmelser, der ville betyde, at han skulle blive på jorden. Da han pludselig ender som instruktør for en gruppe unge Top Gun piloter, som skal trænes til en mission, hvis lige ingen levende pilot nogensinde har oplevet, står han ansigt til ansigt med løjtnant Bradley Bradshaw med øgenavnet ”Rooster”. Han er ingen ringere end søn af Mavericks gamle ven radarsporings-officer løjtnant Nick Bradshaw, bedre kendt som ”Goose”.

Stillet over for en usikker fremtid og konfronteret med fortidens spøgelser bliver Maverick tvunget til at se sin egen dybeste frygt i øjnene, hvilket kulminerer i en mission, som kræver det ultimative offer af dem, der bliver udvalgt til at udføre den.

“Top Gun: Maverick” er både en tro efterfølger til en af 80ernes mest populære film og en selvstændig fortælling, der introducerer universet til et nyt publikum. Tom Cruise er kendt for at gå linen ud, når han laver film, og denne gang ses det i de vilde flyvescener, hvor Hollywood-stjernen og hans medspillere udsættes for virkelig G-påvirkning i jetflyenes cockpit.

Se alle spilletider og køb billetter

CAFF & Gentofte Kino præsenterer: The Way of the Dragon

“Colosseum i Rom blev til ruiner, da dragen slog til!” Sådan lød den fornøjelige slaglinje tilbage ved filmens oprindelige danske premiere og nu er der endelig biografgensyn med denne forrygende Kung Fu-film, der byder på den unikke kamp mellem Bruce Lee og Chuck Norris. Måske den mest mindeværdige kampscene nogensinde filmet? Filmen er optaget on location og det var allersidste gang, der blev givet tilladelse til at filme indenfor Colosseums mure.

“The Way of the Dragon” er en klassisk Bruce Lee-film om Tang “Dragon” Lung, der skal hjælpe sin familie i Italien imod nogle brutale gangstere, som chikanerer dem.

Hvad gangsterne ikke havde regnet med er, at Dragon er en ubesejret kampsportudøver, der ikke stopper, før hans familie er i sikkerhed.

“The Way of the Dragon”, der på dansk blev kendt som “Dragen slår til igen”, har Bruce Lee i både hovedrollen og instruktørstolen. Den legendariske martial arts-stjerne nåede inden sin død som 32-årig at slå igennem i adskillige Hong Kong-actionfilm, ligesom Hollywood-debuten “Enter the Dragon” blev en succes.

Bruce Lees nok mest kendte kampscene er dog fra “The Way of the Dragon”, hvor han udfordres af den amerikanske mester, Colt, spillet af ingen ringere end Chuck Norris.

Filmen vises med original kinesisk tale og med engelske undertekster – og i samarbejde med Copenhagen Asian Film Festival (CAFF).

Onsdag den 1. juni kl. 20.00 Billetpris: 95 kr.

Køb billetter

Elvis – Forsalget starter 31. maj

Fra den Oscar-nominerede, visionære filmskaber Baz Luhrmann kommer Warner Bros. Pictures’ episke drama “Elvis” med Austin Butler og Oscar-vinderen Tom Hanks i hovedrollerne. Filmen udforsker livet og musikken af Elvis Presley (Butler), set gennem hans komplicerede forhold til hans manager, Oberst Tom Parker (Hanks).

Historien dykker ned i den komplekse dynamik mellem Presley og Parker, der strækker sig over 20 år – fra Presleys’ fremgang til berømmelse, til hans stjernestatus. Centralt for den rejse er en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige personer i Elvis’ liv, Priscilla Presley (Olivia DeJonge).

Forsalget starter d. 31. maj – hold øje med www.gentoftekino.dk

Bad Guys – De er super barske

Ingen har nogensinde fejlet så hårdt i at prøve at være så god som Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange. For der har aldrig været fem så berygtede venner som i banden Bad Guys, og som er den bande, der med deres ufatteligt antal af røverier, har været verdens mest eftersøgte skurke.

Da de endelig bliver sat under lås og slå, mægler Hr. Ulv en aftale, som skal komme dem alle fem til gode: Bandens super barske medlemmer vil nu fremover kun gøre gode gerninger… Spørgsmålet er så bare, om de kan holde ord? Med hjælp fra deres mentor Professor Marmalade begiver banden sig igen ud i verden, og henad vejen opdager Hr. Ulv, at det at gøre godt, kan give ham, hvad han i al hemmelighed altid har drømt om: accept fra omverdenen! Så da en ny skurk truer byen, må Hr. Ulv gøre alt, hvad han kan for at overtale sine venner til også at arbejde i en god sags tjeneste.

“Bad Guys – de er super barske” er baseret på den australske forfatter Aaron Blabey børne- og ungdomsserie “The Bad Guys”.

Filmen har fået dansk tale af bl.a. Pilou Asbæk og Simon Stenspil.

Se alle spilletider og køb billetter

Børnefilm i samarbejde med Gentoftegade Bibliotek

Gummi T

I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek viser Gentofte Kino endnu en klassisk børnefilm, der har rod i bøger eller tegneserier. Denne lørdag byder vi på animationsfilmen Gummi T, som er historien om Ivan Olsen, måske bedre kendt som Gummi-Tarzan. Filmen er baseret på Ole Lund Kirkegaards bøger.

Det er ikke let at være Ivan Olsen. Han får bank og buksevand af de store bøller, og da han kommer hjem til sin far, så får han skæld ud over, at han ikke er stærk og dygtig som Tarzan – nej, Ivan er kun en Gummi-Tarzan! Ivan vil så gerne gøre sin far glad, så han forsøger at være ligesom Tarzan, men først da Ivan møder en heks og får superkræfter for en enkelt dag, så er Ivans far tilfreds. Ivans far går i selvsving og praler vidt og bredt om sin søn, men da Ivans superkræfter ikke forsvinder som planlagt, så mærker Ivan, at det ikke er spor sjovt at skulle være så stærk og dygtig hele tiden.

Lørdag den 4. juni kl. 10.00 Billetpris: 45 kr.

Køb billetter

Særarrangementer i Gentofte Kino

Fest- og kulturdag i Gentoftegade

Der er fest- og kulturdag i Gentoftegade, og Gentofte Kino er naturligvis med. Vi flytter vores popcornmaskine ud på fortorvet og sælger et børnebæger til 20 kroner (normalpris 35 kr.). Derudover sætter vi en tombola op, hvor der vil være masser af præmier på højkant. Så kig forbi og prøv lykken. Fra kl. 10 – 14 vil der være et tegnefilmsshow med Looney Tunes i biografen, som kører i loop i hele tidsrummet (varigheden er ca. 100 minutter før det starter forfra).

Det koster 45 kroner for børn (og man må gerne tage sine voksne med gratis), og så får man et armbånd på, så man kan gå til og fra, som det passer en i hele tidsrummet.

Lørdag den 11. juni kl. 10.00 – 14.00 Billetpris: 45 kr.

An African Night’s Dream – med Karen Blixen i Afrika

Vær med når Gentofte Kino viser den enestående dokumentarfilm “An African Night’s Dream” med Karen Blixen i Afrika af Elisabeth Kapnist. Mød efterfølgende “Karen Blixen” fortolket live af skuespiller og Blixen-fortolker Annethia Lilballe.

“Græsset var mig, og jeg åndede med nattevinden i træerne”, sådan oplevede Karen Blixen den afrikanske natur.

Vi viser den enestående dokumentarfilm “An African Night’s Dream” med Karen Blixen i Afrika af Elisabeth Kapnist. Kun vist få gange i Danmark. Mød efterfølgende “Karen Blixen” fortolket live af skuespiller og Blixen-fortolker Annethia Lilballe. Med Karen Blixen Museets tilladelse optræder Annethia i en virkelighedsnær udgave af Karen Blixen. I forlængelse af filmens indhold og temaer gengives ordrette anekdoter, som Karen Blixen har fortalt dem om tiden i Afrika og efter hjemvendelsen til Rungstedlund.

Den biografiske dokumentar skildrer Karen Blixens passion for Afrika og landets natur, hendes store personlige tab og medfødte skabertrang. Filmens smukke billeder fra dyrelivet på savannen, arkivmateriale fra safarier og Mombasas gader indrammes formfuldendt af Blixens beskrivelser fra ‘Den afrikanske farm’. Vi føler rusen fra storvildtsjagten og bruset fra svæveflyveren.

Som en del af arrangementet, inkluderet i prisen serveres en flaske Prosecco pr. person (indeholder to glas), så der kan skåles med “Fru Blixen”.

Filmen er instrueret af filminstruktør Elisabeth Kapnist. Produceret af Cie des Phares & Balises – ARTE France – 2017, og varer 52 min. Filmen foregår på engelsk og fransk med engelske undertekster.

Originalmusik af komponist Greco Casadesus.

Medvirkende: Karen Blixen, Judith Thurman (forfatter til bl.a biografi om KB), Suzanne Brøgger, Meryl Streep og Malick Bowens (begge skuespillere i filmen “Out of Africa”).

Filmen vises uden danske undertekster.

Onsdag den 31. august kl. 20.00 Billetpris: 175 kr. inkl. optræden og Prosecco

Køb billetter

Vi viser stadig

Skolen ved verdens ende

Se alle spilletider og køb billetter

Ennio Morricone – The Maestro

Se spilletider og køb billetter

Sidste chance…

Yakari på store eventyr

Se spilletider og køb billetter

Print ugens program

Se alle forestillinger

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box