Det Kongelige Teaters stort anlagte forestilling “Ragnarok” opføres i smukke Ulvedalene i Dyrehaven fra den 19. maj 2023 til 1. juli 2023! 

Så er det atter tid til drama i Dyrehaven, og igen i år står Det Kongelige Teater bag den stort anlagte forestilling i Ulvedalene.

Den humoristiske og tankevækkende forestilling “Ragnarok”, der er skrevet af forfatteren Kim Fupz Aakeson og iscenesat af Heinrich Christensen, opføres af skuespillere fra Det Kongelige Teater, 14 professionelle artister, der udfører imponerende stunts og intet mindre end 50 frivillige fra Lyngby-Taarbæk Kommune, der både synger, rider, danser og kæmper til sidste blodsdråbe.

Handlingen

Forestillingen handler om krigeren Liv, der er død på slagmarken, men vågner igen til et evigt liv i Asgård – gudernes verden. Her møder hun Odin, Thor, Heimdal, Freja og alle de andre guder, som hun altid har kendt til. Alt er dog ikke helt godt i Asgård. En følelse af meningsløshed har bredt sig blandt de mange guder.

Det Kongelige Teater skriver på deres website:

“Liv forelsker sig i Odins søn, Balder, der er plaget af onde drømme og varsler. Da Balders bange anelser går i opfyldelse, og han møder sin død, vover Liv at tage turen til dødsriget for at overtale gudinden dernede, Hel, til at slippe Balder og lade ham vende tilbage til de levende. Men den svigefulde Loke spolerer Livs plan og vækker gudernes vrede. Optændt af hævntørst og raseri, rejser de en mægtig hær til det endelige opgør med Loke, jætterne og mørkets skabninger. Liv kan kun se på, mens gudernes moral krakelerer i deres iver for at stå så stærkt som muligt og skellet mellem godt og ondt fortoner sig i tågerne.

Det hele ender i ragnarok, hvor forbindelsen mellem guder og mennesker spændes til det yderste. Og måske lidt til.”

Som altid, når det handler om de gamle guder, er der garanti for kamp, magi og meget stort drama i Dyrehaven i sommeren 2023!

Praktiske oplysninger

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause.

Pris: 75,00-600,00 kr.

Forplejning: Der er en bar, hvor der kan købes snacks og drikkevarer, ligesom der på forhånd kan bestilles en lækker picnickurv.

Øvrige oplysninger om bl.a. parkering etc. kan ses her, hvor der også kan købes billetter til forestillingen.

Pressefoto fra Det Kgl. Teater
Foto: Klaus Vedfelt. Det Kongelige Teater.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev