Effektiv jobindsats for kognitivt handicappede fejrer jubilæum med stor aftale

Landsforeningen LEV har gennem indsatsen KLAPjob nået en milepæl – de har skabt flere end 3000 job til mennesker med kognitive udfordringer de seneste ti år. Nu er der lavet en ny, perspektivrig aftale med Dansk Hestevæddeløb om jobmuligheder.

De seneste ti år har jobindsatsen KLAPjob skabt over 3.000 job til førtidspensionister og fleksjobbere. Nu har KLAPjob indgået en samarbejdsaftale med Dansk Hestevæddeløb, der driver ni trav- og galopbaner rundt i landet, og som organiserer trænere i hele Danmark. Det er netop hos trænerne, at førtidspensionister og fleksjobbere med kognitive handicap kan få job under KLAPjob-ordningen.

Vi er meget tilfredse med vores nye aftale med Dansk Hestevæddeløb, der rummer interessante perspektiver for vores borgere i KLAP-regi. Muligheden for at arbejde med heste passer rigtig godt til vores målgruppe. Vi har meget store forventninger til samarbejdet, og glæder os til sammen at få flere mennesker med kognitive handicap i arbejdeforklarer Claus Bergman, der er projektleder hos KLAPjob.

Til gavn for alle

Hos Dansk Hestevæddeløb er der stor glæde over at være med til at gøre en forskel. Vi har et samfundsansvar, og det har vi altid haft fokus på. Vi har tidligere haft mennesker med udviklingshandicap tilknyttet travtrænere, men i en formaliseret aftale som KLAPjob er det nemmere at få udbredt mulighederne. Hestene og trænerne får dedikerede medarbejdere, der vil dyrene og er gode til dem. Til gengæld får medarbejderen en struktureret hverdag med indhold i form af nære relationer, så det er en win-win-situation for alle parter, siger Claus Juncker, der er kommunikationschef i Dansk Hestevæddeløb, om aftalen.

Ifølge Claus Bergman er KLAPjob-ordningens styrke, at den fungerer på tværs af kommuner, så organisationen ikke er afhængig af kommunegrænser, når borgere skal have arbejde. Bureaukrati og ufleksible sagsbehandlinger sætter ofte en effektiv stopper for forløb i kommunalt regi.

Kommunerne er ofte stopklods, fordi tilgangene til mennesker med kognitive handicap er ligeså mange, som der er kommuner. Derfor er det vanskeligt at få skabt en aftale med borgeren og en virksomhed eller organisation. Men vi håber, at det bliver nemmere i fremtiden, fordi kommunerne efterhånden har fået øjnene op for borgernes ønsker om det og KLAPjob-ordningens muligheder, siger Claus Bergman.

Malene har fået indhold i livet

31-årige Malene Borch fra Juelsminde er den første borger, der er blevet ansat under den nye samarbejdsaftale, og det er hun godt tilfreds med: – Jeg var faldet ned i et hul, hvor indholdet i hverdagen var sparsomt, men nu har jeg fået en mening med livet, hvor jeg kan få styrket min selvtillid og måske komme af med de kilo, jeg har for meget.  

For travtræner Lilian Uglebjerg, der har ansat Malene Borch, er der flere positive aspekter ved det nye samarbejde: – Malene kan hjælpe mig med en masse i hverdagen. Samtidig vil jeg gerne være med til at give én med kognitive udfordringer som hende mere indhold i livet. Jeg håber, at hestene giver Malene en ro i hverdagen, som kan hjælpe hende i livet, siger travtræneren, der har en fortid som handicaphjælper.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier